Det sker i Inatsisartut i dag

Dagens arbejde i Inatsisartut starter klokken 11 med en spørgetime, hvor det i dag er Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Karl-Kristian Kruse, der står for skud.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
20. maj 2015 07:43

Klokken 13 går selve forhandlingerne i gang - først med 3. og sidste behandling af Tillægsbevillingsloven for 2014. Her skal de sidste ting på plads med hensyn til sidste års tillægsbevillinger.

Næste punkt drejer sig om nye afregningsfrister for arbejdsmarkedsafgifter. Her får virksomhederne 10 dages ekstra frist til at afregne afgifterne - så afregningstidspunktet svarer til tidspunkt for afregning af A-skatter. Alle partier bakker op om forslaget.

Dernæst er der 2. behandling om lovændring vedrørende visse spil. Forslaget skal skabe sammenhæng mellem dansk og grønlandsk spillelovgivning, og sikrer Grønland et årligt beløb, som kompensation for at der ikke længere modtages andel af overskuddet fra Danske Spil A/S. Alle partier bakker op om det forslag.

Dernæst er der 1. behandling af godkendelse af Landskassens regnskab for 2014. Det er det meget omtalte regnskab, der var budgetteret til et overskud, men endte med et underskud på 222 millioner. Det skal nok vække debat i Inatsisartutsalen.

Derefter lægger IA´s formand, Sara Olsvig op til en forespørgselsdebat, om mulighederne for at indgå brede forlig i Inatsisartut om de kommende års erhvervsstrategier. Forligene bør omfatte de væsentligste erhvervsgrene, som fiskeri, bygge og anlægs-sektoren, råstofområdet, landbruget og turismen, skriver Olsvig forud for debatten. Og Naalakkersuisut erklærer sig enig i Olsvigs tanker.

Sara Olsvig og partifællen Naaja Nathanielsen byder senere op til endnu en forespørgselsdebat - her skal det handle om udviklingsmulighederne for råstofindustrien på baggrund af Naalakkersuisut's nye "Olie- og mineralstrategi for perioden 2014-2018".