Det sker i Inatsisartut i dag

Dagens forhandlinger i Inatsisartut byder først på tredje og sidste behandling af Inatsisartutlov om pligt til at indhente børneattester på voksne, der skal arbejde med børn og unge.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
19. maj 2015 06:47

Samtlige partier har bakket op om forslaget, og Naalakkersuisut har oplyst at der allerede er udarbejdet vejledningsmateriale, så budskabet om indhentelse af børneattester spredes til alle relevante instanser.

I det næste punkt på dagsordenen, slår Partii Naleraqs Hans Enoksen et slag for etablering af bedre pasningsmuligheder for børn i Upernaviks nordligste bygd Kullorsuaq. Over halvdelen af Kullorsuaqs befolkning - 250 i alt - er børn og unge, men de har ikke engang en daginstitution, og det skal der laves om på, mener Partii Naleraq.

Koalitionspartierne indstiller forslaget til forkastelse, da der allerede i samarbejde med kommunerne er planer om at igangsætte en landsdækkende behovsanalyse på området. Partii Naleraq og IA støtter forslaget.

Næste punkt er andenbehandling af et forslag fra Atassut om etablering af en idrætshøjskole til talentfulde unge, der gerne vil dyrke idræt, samtidig med at de forbereder sig til en egentlig uddannelse.

Naalakkersuisut støtter op om forslaget, under forudsætning af at man går i dialog med de eksisterende højskoler her i landet, om de kunne være interesseret i at få større fokus på idræt?

Næste punkt er andenbehandling af lov om den ny SIKUKI Nuuk Harbour. Lovforslaget er en viderebehandling fra efterårssamlingen, hvor der var enstemmig opbakning til planerne om anlæg af en ny havn ved Nuuk. Nu skal de sidste ting på plads omkring anlæg og drift af havnen.

Der skal også tales integration. IA´s Juliane Henningsen spørger om loven om sprogpolitik har haft nogen effekt? Og om der bør indføres regler omkring tilflytteres pligt til at tilegne sig viden om Grønlands samfundsforhold, kultur, traditioner, samt sociale normer og værdier.