Det ligner en ny regering i Island

Når Island går til valg på lørdag tyder alt på et politisk magtskifte hos vores nordatlantiske nabo. Ifølge de nyeste meningsmålinger står de to borgerlige partier - Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet til at få et flertal på 36 af de 63 pladser i Altinget.
Skrevet af Karsten Sommer
25. april 2013 06:35

Den nuværende regering, med Socialdemokraternei og det socialistiske miljøparti, er til gengæld gået markant tilbage siden sidste valg i 2009, og står nu i meningsmålingen til at få 17 mandater.

Det dårlige resultat for regeringspartierne kommer på trods af, at regeringen i meget høj grad har bragt Islands økonomi på fode igen, efter det økonomiske sammenbrud i landet i 2008. Men en række upopulære sparetiltag og andre økonomiske indgreb har ikke været populære hos islændingene.

Også regeringen ansøgning om optagelse i EU er upopulær, omkring 60 procent af islændingene siger i dag nej til EU. Så alt ser ud til at de to borgerlige partier, der i 2008 bar en stor del af ansvaret for landets økonomiske sammenbrud, I dag igen har folkets støtte til at overtage regeringsmagten. Der er opstillet i alt 15 partier til det islandske valg på lørdag.