Landstræner: Det er på tide, at Grønland får overdækket fodboldbane

Inatsisartuts efterårssamling begynder i dag. Landstræner i udendørsfodbold Morten Rutkjær har et klart ønske til landspolitikerne.
Morten Rutkjær 2021
Morten Rutkjær efterlyser handling efter mange års snak om overdækket fodboldbane Foto © : KAK
Skrevet af Noah Mølgaard
22. september 2023 10:27

Tiden er inde til handling efter mange års snak.

Det siger landstræner i udendørsfodbold Morten Rutkjær om tankerne for anlæggelsen af en overdækket fodboldbane.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er nu, man skal tage beslutning om at lave en overdækket fodboldbane, siger Morten Rutkjær til KNR.

Han blev ansat som landstræner i 2020 og er tilfreds med den udvikling, der er i gang med landsholdet i udendørsfodbold.

Tanken om at lave en overdækket fodboldbane i Nuuk og Ilulissat er ikke ny.

Arbejdsgrupper har fremlagt beskrivelser og tegninger af muligheder.

- Jeg har også en fornemmelse af, at det er noget, man har snakket om rigtig længe, uden der er sket noget. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at man handler nu, siger Morten Rutkjær.

Investering på lang sigt

Landsholdet var med til Island Games i sommer, hvor Grønland sluttede udenfor medaljer, men spillede flere spændende kampe i de indledende runder. Alligevel manglede marginalerne til at kunne komme videre.

- Tænk på, at vores landsholdsspillere kommer efter kun fem eller seks ugers træning op til Island Games, siger Morten Rutkjær.

- Og alle de hold, vi møder, har nogle spillere, der er fuldtidsprofessionelle. De spiller og træner fire eller fem gange om ugen hele året rundt. Så det er meget imponerende, bare med den standart vi har i Grønland, at vi kan spille lige op mod dygtige modstandere, siger Morten Rutkjær.

Der er også kommet stor udenlandsk opmærksomhed omkring grønlandsk udendørs fodbold. Flere tv-hold fra USA og Europa er nu i gang med at lave dokumentarudsendelser om grønlandsk fodbold.

- Man skal tænke på for dem, der tager beslutning, at det måske er mange penge i nuet.

- Men på sigt vil det give noget til børns sundhed, et bedre miljø og en helt anden måde at være sammen på. Så de mange penge, man investeringer i nuet i en overdækket fodboldbane, vil helt klart blive tjent hjem på sigt, siger Morten Rutkjær.