Skimmelramt bygd: Det er ikke kun skolen, der er ramt
Bygden Ikerasak nær Uummannaq er hårdt ramt af skimmelsvamp.
KNR har tidligere fortalt om skolen Ole Løvstrømip Atuarfia, der er lukket på grund af skimmelsvamp. Nu står det klart, at det ikke kun er skolen, der er ramt.
Også bygdens lægeklinik, servicehuset, lærerboligen og børnehaven er ramt, viser en rapport, som KNR har fået indsigt i.
Overrasket politiker
Og at det står så slemt til i bygden med godt 200 indbyggere, overrasker Jens Kristian Therkelsen, der er næstformand i Siumutgruppen i Avannaata Kommunia.
- Det er selvfølgelig overraskende. Specielt når man bor i Ikerasak og er folkevalgt politiker, siger han.
Og han frygter, at det vil ramme indbyggerne hårdt.
- Når man ser på bygden generelt, så risikerer bygden at blive endnu værre stillet efter lukningen af skolen og efter undersøgelsen af servicehuset, siger han.
Det er ikke kun eleverne der blev ramt
Skolen blev lukket 14. oktober, og derfor bliver de 30 elever nu undervist i forsamlingshuset.
Men det er ikke kun eleverne, der bliver ramt. Efter skoletid bliver skolens lokaler nemlig også brugt til sport.
En af foreningerne, der har brugt skolens lokaler, er Arctic Sport Ikerasak. De er nu også tvunget til at bruge forsamlingshuset, selvom der er for lidt plads. Det fortæller træner Qasiaq Lange til KNR.
Som nævnt er servicehuset også kraftigt angrebet af skimmelsvamp, og hvis det ikke håndteres hurtigt, kan det få konsekvenser for børnepasningen, fordi børnehaven er under samme tag.
- Samlet set er børnene i Ikerasak hårdt ramt, siger Jens Kristian Therkelsen.
Havisen kan give problemer
Som en ekstra udfordring, kan havisen komme i vejen for, at skimmelsvampen hurtig bliver udryddet i bygden.
Årsagen er, at havet fryser til is i Ikerasak om vinteren, og derfor er Jens Kristian Therkelsen bekymret.
- Vi er bekymrede, fordi vi bor i et område med isdække, og som vi ved, ankommer det sidste skib normalt omkring slutningen af november og kommer først tilbage igen i juni. Hvis man ikke når at løse problemerne inden da, frygter vi, at situationen vil fortsætte i længere tid, siger han.
Jens Kristian Therkelsen fortæller, at han har givet kommunalbestyrelsen til opgave at løse problemet, inden havisen, fordi det er vigtigt at skolebørnene i Ikerasak ikke mister noget i løbet af skoleåret.
Og han håber at kommunalbestyrelsen gør noget snarest.
- Det er hensigten med opgaven at problemet tages seriøst, og jeg håber at kommunalbestyrelsen tager det seriøst, siger Jens Kristian Therkelsen.
KNR har forsøgt at få kommunen til at oplyse, hvor langt de er i processen. Det afventer vi stadig svar på.