Kommunen reagerer på kritik om hjemløse i opgange i Nuuk
I sidste uge kunne KNR fortælle, at hjemløse sover i visse boligblokkes opgange i Nuuk.
Slemt står det især til ved Blok 17 i Qapiarfiusaq, hvor flere af ejendommens beboere føler sig utrygge, når de støder på hjemløse, der bruger opgangens nederste etage som opholdssted.
Her bliver der tisset, røget, skidt og drukket i alle døgnets timer, fortæller de i interviews med KNR.
Og der bliver ikke gjort noget ved det, selv om ejendommens beboere har henvendt sig til en række myndigheder for at råde bod på problemet, herunder Kommuneqarfik Sermersooq, naalakkersuisut, samtlige politiske partier, boligselskabet, boligklagenævnet og politiet.
Nu svarer formanden for socialudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq, Justus Hansen, endelig på problemerne med hjemløse, der opholder sig i opgange i byen.
Boligmangel og karantæner
Han siger til KNR, at den primære årsag til problematikken er, at mange borgere flytter til Nuuk uden at have et sted at bo og derfor ender med at overnatte i opgange, hvor der ikke er lås på hoveddøren.
Dette sker på trods af, at der findes to herberger for folk uden bolig i hovedstaden.
Justus Hansen fortæller, at visse hjemløse får karantæne fra herbergerne for støjende adfærd og anden opførsel, som ikke accepteres af dem, der driver herbergerne.
Samtidig hjælper det heller ikke på situationen, at Nuuk i forvejen er tynget af boligmangel, siger formanden.
- Det er et stort, stort problem for hovedstaden, siger Justus Hansen og understreger, at kommunalbestyrelsen er 'meget opmærksomme' på situationen.
Samarbejde med andre myndigheder
Det er svært at opgøre præcist, hvor mange hjemløse der er i Nuuk, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.
Men sidste måned var der 448 indbyggere registreret uden fast bopæl.
I byens to herberger er der 73 sengepladser, og i januar havde 94 personer overnattet i dem.
Hvad angår Blok 17 – der administreres af Boligselskabet INI A/S, og hvis ejer er naalakkersuisut – fortæller Justus Hansen, at Kommuneqarfik Sermersooq prøver at finde en løsning på situationen i samarbejde med de øvrige myndigheder.
- Det skal vi også gøre sammen med naalakkersuisut, med mere bredt samarbejde, med mere dybtgående samarbejde, hvor vi imødegår de her ting, siger han
Der arbejdes på at installere låse på opgangene i Blok 17 i Qapiarfiusaq, oplyser INI i et skriftligt svar.
Men beboere som Nukaaka Tobiassen, der tidligere har udtalt sig til KNR venter stadig på at se handling, inden hun får roen tilbage i kroppen, for hun kommer stadig hjem til synet af folk, der ligger i hendes opgang.