Kongen i Qaanaaq: - Det er fantastisk at være tilbage
Kong Frederik og dronning Mary besøgte i går Grønlands nordligste by, Qaanaaq, som en del af kongeparrets officielle besøg her i landet.
Netop Qaanaaq har kongen et meget specielt forhold til. Det var her, han i år 2000 tilbragte flere måneder, inden han skulle afsted på ekspedition med Siriuspatruljen.
Samtidig er det 20 år siden, at han sidst besøgte byen.
Derfor vakte det også store følelser for kongen at være tilbage, fortalte han til KNRs udsendte reporter.
- Det er en fantastisk oplevelse at være tilbage i Qaanaaq efter 20 år, også sammen med min hustru Mary, som også var med for 20 år siden for første gang. Der er mange ansigter, som jeg kan kende, og så er der jo mange, der er blevet født, siden jeg var her første og anden gang.
- Det er skønt at se folk her i byen, det er meget overvældende at være tilbage igen, og jeg er meget berørt af det.
Det ligner sig selv
Selvom der er gået 20 år siden kongens sidste besøg i Qaanaaq, så har byen ikke ændret sig så meget, fortalte han:
- Det her er jo mindernes holdeplads for mig, og det er skønt, at der er et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Jeg synes, der er så mange minder, som vælter op i én, og gensyn med ansigter og hele bygden her, som ligner sig selv. Og der er jo masser af liv lige nu med sommer og sol.
Ved velkomsten blev der holdt tale for kongeparret, ligesom der blev afholdt stor og festlig kaffemik i byens idrætshal.
Inden afgang fik kongeparret overrakt gaver i form af en hundeslædepisk til kongen og øreringe til dronningen.
Efter besøget i Qaanaaq tog kongeparret videre til Aasiaat, hvor de steg ombord på Kongeskibet Dannebrog, sammen med deres to børn prins Vincent og prinsesse Josephine.
Herfra skal de efter planen sejle ned langs kysten og blandt andet besøge Qeqertarsuaq og Sisimiut.
I Qeqertarsuaq skal de i dag blandt andet sætte gang i et motionsløb - en såkaldt familie-mile, som også er et af de løb, man har kunnet løbe i de danske byer i forbindelse med Royal Run.