Der bliver ikke noget luksushotel i Kolonihavnen i Nuuk

De kontroversielle planer om et luksushotel ved Kolonihavnen i Nuuk bliver alligevel ikke til noget foreløbig. Hotelkæden bag projektet har nemlig trukket deres ansøgning tilbage og vil nu lede efter en ny placering i byen til hotellet.
Sådan skulle et nyt luksushotel i Kolonihavnen have set ud, men pengefolkene bag projektet har trukket deres ansøgning tilbage. Foto © : Berjaya Corporation Group of Companies
Skrevet af Merete Lindstrøm
18. december 2019 12:28

Den 26. november besluttede Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse at sende arealansøgningen til et luksushotel-projekt i høring. 

Hotellet skulle efter planen have 94 værelser, restaurant, bar og lounge samt konference, mødefaciliteter, fitness og spa - og så skulle det opføres på Kolonihavnen i Nuuk.

LÆS OGSÅ Viceborgmester imod byggeri af luksushotel i Nuuk

Men planerne i Kolonihavnen bliver alligevel ikke til noget. Den malaysiske hotelkæde Berjaya Corporation, der har ansøgt om tilladelse til projektet, trækker nemlig i land.

- Vi har besluttet at trække vores ansøgning til projektet i denne uge og i stedet lede efter en ny placering til vores hotel, fortæller chefassistent for Berjaya gruppens CEO i Japan, Alex Tan.

Beliggenhed blev foreslået af kommunen

Han er overrasket over den negative modtagelse projektet har fået af både borgere og politikere. Beliggenheden blev nemlig anbefalet af kommunen:

- Placeringen blev anbefalet af kommunen, da jeg ankom. Dengang kendte vi ikke bydelens historie. Nu efter den offentlige høring, forstår vi bedre, hvordan folk føler om stedet, siger Alex Tan.

Han har været i Nuuk i cirka tre måneder, hvor han i samarbejde med kommunalbestyrelsen har kigget på mulige placeringer og udarbejdet projektansøgningen til hotellet. 

Leder efter en ny placering til hotel i Nuuk

Og det er ikke uden skuffelse, at ansøgningen om et hotel i Kolonihavnen trækkes tilbage, da der er brugt både tid og penge på det, understreger han:

- Selvfølgelig er det skuffende for vores firma, for det er også et virkelig smukt område. Men vi er nødt til at respektere folk og miljøet. Vi har ikke noget valg, så vi må se os om efter en anden beliggenhed, siger han.

LÆS OGSÅ Modstand mod byggeri af hotel i Nuuks gamle bydel

Planerne om at bygge et hotel i hjertet af hovedstadens gamle bydel har bragt sindene i kog hos befolkningen.

Lokalpolitikerne har ikke været enige om sagen, og også her har der været betydelig modstand mod projektet.

Og det har altså afskrækket hotelgruppen fra at fortsætte med den placering.

Hotelkæden har investeret penge i et hotel i Island i år og vil gerne udvide i Arktis, som de mener har stort potentiale på det asiatiske turistmarked. Berjaya har også planer om et hotel i Ilulissat.

Gruppen ejer i forvejen Four Seasons Hotel & Residences i Kyoto, Japan, Sheraton Hotel i Hanoi, Vietnam og Ritz Carlton Residences i Kuala Lumpur, Malaysia samt 17 andre hoteller og Resorts i Asien og Storbritannien.