Viceborgmester imod byggeri af luksushotel i Nuuk

Viceborgmesteren Uju Petersen (IA) er dybt uenig med sin partifælle og borgmester i planer om luksushotel i Kolonihavnen i Nuuk.
- Jeg er gået med til, at der udsendes høring om bebyggelse af et hotel i den gamle bydel, men tager kraftigt afstand i at gå med til, at der bliver bygget i området, siger Uju Petersen. Foto © : KNR/Johansinnguaq Olsen
Skrevet af Malik Brøns
04. december 2019 10:57

Planerne om et et nyt luksushotel i Kolonihavnen i Nuuk deler vandene i byrådet. Nu går viceborgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq, Uju Petersen (IA) imod sin egen partifælle og borgmester Charlotte Ludvigsen. 

- Jeg har foreslået og fået godkendt i kommunalbestyrelsen, at man skal lukke vejen i kolonihavnen for al bilkørsel og kan derfor ikke gå med til, at der bygges et hotel i området, skriver Uju Petersen (IA) i en pressemeddelelse.

Charlotte Ludvigsen har kaldt projektet for spændende.

- Fordi det kombinerer det traditionelle grønlandske med det moderne. Og så bliver der skabt noget nyt ved vores dejlige bydel, siger Charlotte Ludvigsen til Sermitsiaq.ag.

LÆS OGSÅ Modstand mod byggeri af hotel i Nuuks gamle bydel

Det er den malaysiske hotelkæde Berjaya Corporation Group of Companies, der vil bygge et luksushotel langs vandet ved kolonihavnen.

Ifølge projektforslaget vil hotellet få 95 værelser, bar, restaurant og et motionsrum.

Har selv godkendt høring

Selvom Uju Petersen er imod projektet, er han samtidig en del af den gruppe af kommunalbestyrelsen, der har godkendt at sende projektforslaget på hotellet i høring.

- Jeg er gået med til, at der udsendes høring om bebyggelse af et hotel i den gamle bydel, men tager kraftigt afstand i at gå med til, at der bliver bygget i området, skriver Uju Petersen.

Der foregår lige nu en underskriftindsamling imod byggeriet. Indsamlingen er onsdag morgen oppe på lige knap 1200 underskrifter.

Projektforslaget er i høring fra den 29. november til den 7. februar 2020, og Kommuneqarfik Sermersooq vil også afholde et informationsmøde om projektet.