Departement overvejer politianmeldelse mod KNAPK

KNAPKs pressemøde i går, kan ende med en politianmeldelse af Fisker- og Fangerorganisationen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fiskeridepartementet i går aftes.
Foto © : KNAPK
Skrevet af Karsten Sommer
19. november 2014 05:46

Det er en sætning i det materiale som KNAPK fremlagde ved pressemødet, som får Departementet op i det røde felt.
 
KNAPK skriver at Fiskeridepartementet i dag styres meget mærkeligt af udenlandske embedsmænd, som vil undertrykke grønlændere. De udenlandske embedsmænd, er således begyndt at tildele kvoter til landsmænd, som ikke har nogen tilknytning til Grønland, skriver KNAPK.

LÆS OGSÅ KNAPK indkalder til "skelsættende pressemøde"

Med "udenlandske embedsmænd" henvises til blandt andet islandske eller færøske embedsmænd i Direktoratet, oplyste direktør i KNAPK, Petrus Biilmann til KNR efter pressemødet.
 
Men den påstand køber Departementet ikke.
 
- Departementet for Fiskeri vil på det kraftigste tage afstand fra KNAPK´s mistænkeliggørelse af departementets udenlandske ansatte for at have tildelt makrelkvoter til deres landsmænd, og at Departementet har prioriteret udenlandske rederier frem for grønlandske selskaber i forbindelse med tildelingen af årets makrelkvote, skriver departementchef Jørgen Isak Olsen.
 
Departementet vil samtidig understrege, at det ikke er ansatte som tildeler makrelkvoter, men alene Naalakkersuisut.
 
Derfor anser Departementet påstandene som krænkende, og overvejer at politianmelde KNAPK for deres udtalelse, fastslår Jørgen Isak Olsen.