Departement har givet Greenland Cruises lov til isbjørne-sightseeing
- Jeg spurgte, om det var okay, at vi sejler direkte ned til bygden og sætter folk af. Og det har departementet sagt okay til.
Det siger Ivik Ostermann, der ejer Greenland Cruises.
Han har fået lov til at sejle med passagerer ned til bygden Qeqertarsuatsiaat for at se på de tre isbjørne, som siden mandag formiddag har besøgt bygden flere gange på afstand.
LÆS OGSÅ Grønlandsk turistselskab tilbyder isbjørne-safari til Qeqertarsuatsiaat
- Jeg har understreget over for departementet, at vi på intet tidspunkt vil følge bjørnene eller sejle hen til dem. Vi sejler direkte hen til bygden, sætter folk af, og så sejler vi hjem til Nuuk et par timer senere. Og det var ok med departementet, siger Ivik Ostermann.
Nej tak til turen
Turen starter i morgen torsdag klokken 8.
Ifølge reglerne er det forbudt at opsøge eller på anden måde at forstyrre isbjørne, og derfor har der været lidt tvivl om, hvorvidt turen overhovedet kan arrangeres.
LÆS OGSÅ Selvstyret til turistoperatør: Lad være med at forstyrre isbjørnene eller kommunefogeden
For at være på den sikre side har Ivik Ostermann også inviteret departementet med på isbjørneturen.
- Men det takkede de pænt nej tak til, siger han.
Aflyser turen hvis isbjørnene er væk
Han er dog glad for, at departementet har givet ham lov til at tilbyde isbjørneturen.
- Jeg blev da selvfølgelig glad, og jeg bliver ved med at få beskeder fra folk, der gerne vil med.
Turen vil vare fire timer, og inden afgang vil Ivik Ostermann lige sikre sig med et opkald til de lokale i Qeqertarsuatsiaat, om at de tre isbjørne stadig er i bygden.
Han har allerede fået 25 tilmeldte til turen.
Han kan dog ikke garantere, at folk vil se isbjørnene.
- Vi kan ikke garantere, at folk får en isbjørn at se. Hvis de er væk, så kontakter jeg dem, der gerne vil sejle med og siger, at de ikke er i nærheden længere, også dropper vi sejlturen, siger Ivik Ostermann.
LÆS OGSÅ Isbjørne er tilbage ved Qeqertarsuatsiaat
Men hvis der bliver set isbjørne, tænker han på at tilbyde endnu en tur.
- Hvis det bliver en succes i morgen, så vil vi prøve næste uge. Men lad os nu se, siger han.
De tre bjørne dukkede op ved bygden mandag formiddag. Cirka klokken 13 lykkedes det for lokale at skræmme dem væk med riffelskud - men tirsdag var de tilbage igen. Endnu en gang måtte lokale i gang med at skræmme dem væk med rifler. Onsdag formiddag er bjørnene igen tæt på bygden, men om eftermiddagen lykkes det for de lokale at skræmme dem væk igen.