Den grønlandske slædehund vil blive optaget i verdens rekordbog

Den grønlandske slædehund er blevet udpeget som den ældste slædehund i verden og vil blive optaget i Guinness Rekordbog i 2026.
- Her i Grønland kalder vi dem bare hunden. Men nogle gange siger vi også grønlandsk hund, siger Manumina Lund Jensen. Foto © : Carsten Egevang
15. januar 2025 11:53

Den grønlandske slædehund er blevet anerkendt som verdens ældste slædehund og vil næste år blive optaget i Guinness Rekordbog.

Under projektet Qimmeq Projekt har forskere, studerende, dyrlæger, slædekuske, lærere, fotografer og filmskabere arbejdet sammen om at indsamle viden om de grønlandske slædehund.

Resultaterne førte biologen Mikkel Sinding til at skrive en artikel, som blev udgivet i tidsskriftet Science. Dette fangede opmærksomheden hos Guinness World Records.

- Efter at biologen Mikkel Sindings artikel blev offentliggjort i Science, blev Qimmeq-projektet kontaktet af Guinness Rekordbog, og nu bliver den grønlandske slædehund optaget i verdensrekordbogen, fortæller Ph.D.- studerende Manumina Lund Jensen som er en del af Qimmeq projekt.

Hvad er Qimmeq projektet?

Qimmeq Projektet er et dansk-grønlandsk forsknings- og formidlingsprojekt med fokus på den grønlandske slædehund.

Projektet involverer forskere, studerende, dyrlæger, slædekørere, undervisere og fotografer, der arbejder sammen om at undersøge hundens historie og betydning.

Et af projektets vigtigste mål er at forske i og dokumentere den grønlandske slædehunds genetiske oprindelse og kulturelle betydning. Projektet bidrager også til bevaringen af racen som en unik del af Grønlands kulturarv.

Gennem DNA-analyser og arkæologiske fund undersøger forskerne slædehundens oprindelse og dens relation til fortidens slædehunde i Arktis. Projektet skaber opmærksomhed omkring hundens betydning og de udfordringer, den står overfor.

Kilde: Københavns Universitet / Ilisimatusarfik Grønlands Universitet

Forskning i slædehundene viser gennem DNA-analyser, at den grønlandske slædehund er i familie med slædehunde fra Sibirien, som blev brugt for 9.500 år siden. Dette er yderligere bekræftet gennem arkæologiske fund, forklarer Manumina Lund Jensen.

En kilde til stolthed

Optagelsen i Guinness World Records kan både fremhæve den grønlandske slædehunds betydning for vores historie og styrke interessen for turismen, vurderer Manumina Lund Jensen.

- Det kan være en fordel for dem, der interesserer sig for slædekørsel, vores hunde og vores historie. Det kan også gavne forskningen og de mennesker her i landet, som holder af vores hunde, siger hun.

Manumina Lund Jensen, der har været en del af Qimmeq-projektet, mener, at optagelsen af den grønlandske slædehund i Guinness World Records er en stor ære.

- Det er virkelig fantastisk. Vi kan alle være stolte i Grønland over denne anerkendelse, siger Manumina Lund Jensen.

Hvert år afholdes et hundeslædevæddeløb herhjemme, som hedder Avannaata Qimussersua. I år vil det blive afholdt i Sisimiut 29. marts.