Den danske regering i krise: Oppositionen klar med mistillidsvotum

I Folketinget har en samlet opposition i dag formelt fremsat et mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen efter kritik af beregninger i landbrugspakken.
Den danske miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Foto © : Claus Bjørn Larsen
Skrevet af Karsten Sommer
25. februar 2016 07:26

Forslaget skal behandles onsdag i næste uge.

Og skulle det komme så langt, at der skal stemmes i salen om mistillid til ministeren, så er De Konservative klar til at gøre det og dermed vælte ministeren.

Det gør De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, klart efter De Konservatives gruppemøde torsdag formiddag. Han understreger dog, at der kan nå at ske meget inden onsdag i næste uge.

Læs også Den danske regering i krise: Løkke indkalder borgerlige partier til forhandling

Et scenarie, der spekuleres i, er, at Eva Kjer Hansen selv vælger at trække sig, som det tidligere er sket, når et flertal ikke længere har tillid til en minister.

- Nu går vi i gang med forhandlinger om en tillægsaftale til landbrugspakken. Men det ændrer ikke vores holdning til ministeren. Vi har ikke tillid til miljø- og fødevareministeren efter det forløb, der har været, siger Pape.

Læs også Den danske regering i krise: Alle venter på Løkke