Den amerikanske præsident Barack Obama rækker nu Europa en hjælpende hånd

Præsidenten har ifølge en talsmand for Det Hvide Hus meddelt, at USA næste år vil tage imod mindst 10.000 flygtninge fra Syrien, lyder det torsdag fra en talsmand fra Det Hvide Hus.
Skrevet af Ritzau
10. september 2015 18:00

Antallet er en "betydelig forøgelse" af antallet af syriske flygtninge i USA, lyder det fra talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest.

- Antallet afspejler en betydelig forøgelse af USA's forpligtigelser til at tage imod syriske flygtninge og muligheden for at tilbyde dem det mest nødvendige, siger Josh Earnest.

Siden krigen i Syrien brød ud, har USA taget imod omkring 1500 flygtninge, og der venter yderligere 300 i oktober i USA, som har et indbyggerantal på omkring 320 millioner.

USA er blevet kritiseret for ikke at gøre nok.

Nogle kongresmedlemmer presser på for at få Obama-administrationen til at spille en mere aktiv og synlig rolle over for den dramatiske situation.

Den republikanske senator John McCain sagde i en følelsesladet appel i Senatet, at USA har svigtet.

Onsdag aften fastslog Obama, at USA har et moralsk ansvar i forhold til EU's flygtningepres som følge af borgerkrigen i Syrien.