Demokratidag på Atuarfik Hans Lynge

I Ifølge forordningen står der, at alle elever skal indføres i de demokratiske samfundsværdier, og det tager man meget bogstaveligt hos Atuarfik Hans Lynge. Derfor afholder de onsdag en demokratidag, der involverer alle skolens 240 elever og skolens lærere. Dagens højdepunkt er valg til elevrådet.
Skrevet af Peter Troelsen
11. september 2012 10:36

Kommunen har udlånt valgurner, pedellerne har lavet stemmebokse og lærerne skal være valgtilforordnede, så valghandlingen på skolen ligner et rigtigt valg så meget som muligt. På den måde vi skolens demokratiudvalg lærer eleverne om hvordan et demokrati fungerer.

- Sidste års valg til elevrådet blev en stor succes med en stemmeprocent helt oppe på 97. Den interesse har gjort at vi i år har lavet hele dagen om til en dag i demokratiets tegn. De kandidater, der opstiller til elevrådet holder paneldebat, så skolens øvrige elever kan høre, hvad kandidaterne vil arbejde for. Her på skolen prøver vi på at inddrage elevrådet i så mange beslutningsprocesser som overhovedet muligt, og det har vores elever indtil nu sat meget stor pris på, fortæller Melissa Hansen, der er lærer på skolen og medlem af demokratiudvalget.

Udover valget til elevrådet skal skolens store elever på besøg hos Landstinget. Her får de en rundvisning og en fortælling om hvordan et demokrati fungerer. De mindre eleveer på Atuarfik Hans Lynge får besøg af politikerne Naaja Nathanielsen (IA) og Per Berthelsen (S). De to garvede politikere vil fortælle skolens elever lidt om, hvad det vil sige at arbejde med politik og at være politiker.

-Vores ønske er at gøre eleverne fortrolige med, hvad demokratiet er for en størrelse. De skal ved selvsyn se, hvad man kan ændre, hvis man kæmper for en sag. Jeg er overbevist om at selv de yngste klasser vil få en ny portion lærdom med hjem om demokratiets spilleregler, og de store fordele der er ved at leve i et demokrati, siger Melissa Hansen, der ser frem til en af årets helt store dage på Atuarfik Hans Lynge.