Demokraterne vil ikke være i koalition med Siumut

Valget i går var en lussing til konstellationen IA, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat. Samtlige koalitionspartier gik tilbage. IA mistede tre mandater, så de nu har 11, Demokraterne mistede to mandater, så de nu er to og Kattusseqatigiit Partiiat har ikke længere flere mandater i Inatsisartut.
Skrevet af Jette Andersen
14. marts 2013 09:22

Før valget sagde Jens B. Frederiksen, at partiet ikke vil indgå i en koalition med Siumut, hvis de skulle komme til magten. Og han har endnu ikke ændret mening.

KNR har haft en lidt slukøret formand for Demokraterne i røret.

- Det er selvfølgelig ikke særlig sjovt, men vi kan ikke gøre andet end at respektere vælgernes dom, siger formand for Demokraterne, Jens B. Frederiksen om partiets nederlag. I 2009 blev Demokraterne stemt ind i Inatsisartut med fire mandater. I nat viste resultatet at det tal nu er halveret.

Jens B. Frederiksen har før afvist at skulle danne koalition med Siumut, så nu hvor IA ikke længere er på magten, bliver de nu et oppositionsparti, men det er der ingen problemer i, siger formanden.

- Vi står selvfølgelig ved det som vi har sagt. Men vi går ind parlamentarisk og samarbejder, der hvor der er mulighed for at samarbejde. Det har vi altid gjort.

På trods af ens holdninger til nultolerance vedrørende uran, så kan Jens B. Frederiksen heller ikke se Demokraterne som et støtteparti til Siumut.

- Vi vil gå ind fra sag til sag og foretage vurderinger af om hvorvidt, vi vil lægge stemmer til nogle af de ting, som de laver og det vil vi gøre i det omfang at det er berettiget.