Demokraterne tager kampen op i Qaasuitsup

Demokraatit tager kampen op til kommunalvalget i Qaasuitsup, hvor de ikke har haft et medlem repræsenteret i kommunalbestyrelsen de seneste fire år.
Foto © : Demokratiit
Skrevet af Kenneth Elkjær
28. februar 2017 10:03

Partiets nye spidskandidat er skolelærer og formand for sportsklubben Nagdlunguak' Lena Ravn Davidsen. Hun skal tage kampen op mod de andre partier i kampen om de vigtige mandater, der bliver fordelt 4. april, når stemmerne til kommunalvalget er talt op.

Og Lena Ravn Davidsen fra Ilulissat har ét hovedfokus i den kommende valgkamp. Bedre undervisning for de børn og unge, som hun omgås til daglig. Det udtaler hun i en pressemeddelelse fra partiet:

- Folkeskolen skal udvikles ved brug af familieklasseordningen og rejsende folkeskolelærere, foreslår Lena Ravn Davidsen.

Hun mener derudover, at det skal ansættes flere socialrådgivere på byskolerne, som skal være med til at løse nogle af de mange sociale opgaver i kommunen.

Lena Ravn Davidsen mener, at hendes ideer kan finanseres af kommunen sammen med Naalakkersuisut.

Kommunalpolitik er dog ikke helt fremmed for Lena Ravn Davidsen. Hendes mor Ester Ravn Jensen var det første kvindelige medlem af kommunalbestyrelsen i daværende Qeqertarsuup Kommunia, hvor hendes onkel Jens-Johan Broberg senere var borgmester i en årrække.

Demokraterne fik 6.4 procent af stemmerne ved sidste valg.