Demokraterne: Spændende muligheder

Per Berthelsen er åben for samarbejde både med Inuit Ataqatigiit og Siumut i den nye Øst/Vest Kommune.
09. april 2008 10:48

Demokraterne fik ikke noget stort valg, men i Øst/Vest-kommunen blev det til en lille fremgang i forhold til sidst, og partiet er her det tredje største.

Det betyder, at der er flere interessante muligheder for Demokraterne, mener formand Per Berthelsen.

- Vi har jo et velfungerende samarbejde med Siumut i Nuuk, som vi sandsynligvis vil kunne lave et flertal med, hvis det er påkrævet. På den anden side har vi et godt samarbejde med Inuit Ataqatigiit på landsplan, som åbner op for en anden mulighed, som også er utroligt spændende, siger Per Berthelsen. Han anser det ikke for realistisk selv at gå efter borgmesterposten.

- Vi har et valgresultat hvor vi står som nummer tre i kommunen, så det er rimelig utopisk. Samtidig sidder jeg i en situation, hvor jeg er landsformand for Demokraterne. Det vil også kunne påvirke et landstingsvalg i det tilfælde, at jeg bliver nødt til at søge orlov fordi jag skal besætte en borgmesterstol, siger Per Berthelsen