Sara Olsvig: Demokraterne modsiger sig selv

Inuit Ataqatigiits formand, Sara Olsvig, mener at Demokraternes støtte til Kim Kielsen er selvmodsigende. Hun mener, den løsning Niels Thomsen har fremlagt vil skabe stor ustabilitet.
Foto © : Inuit Ataqatigiit, IA
Skrevet af Kenneth Elkjær
28. september 2018 16:31

- Demokraterne peger på, at der bliver en mindretalsregering med støtte fra Demokraterne med det argument, at det skulle skabe stabilitet. Der er min reaktion, at det er den mest ustabile ordning, man her peger på, siger Sara Olsvig.

Hun mener, det vil have den fuldstændig modsatte effekt:

- Det vil give mulighed for fra sag til sag og fra møde til møde i udvalgene og i Inatsisartutsalen, at der kan dannes et flertal uden om det siddende Naalakkersuisut. Det gør jo selvfølgelig, at der kommer en ustabilitet, som kan danne stor utryghed i befolkningen, fordi man aldrig vil vide, hvordan tingene står.

LÆS OGSÅ Demokraterne siger nej til koalition - men støtter Kim

Til gengæld er Inuit Ataqatigiit enig med Demokraterne i bedømmelsen af den store splittelse i Siumut

- Vi kan ikke se os selv i et samarbejde med Siumut, som vi mener har alt for meget uro i deres bagland og i ledelsen. Skulle bolden blive kastet over til os, så er vi klar til at gribe den, men det kræver jo også, at vi kan danne et flertal, siger Olsvig.

LÆS OGSÅ Partii Naleraq vil ikke støtte mindretalsregering

IA-formanden deler Niels Thomsens opfattelse af, at landet ikke har brug for et nyt valg blot fem måneder efter der senest var valg til Inatsisartut.

- Jeg mener, at vi skal lade være med at lege med et valg. Det er ikke det bedste for befolkningen at komme til valgurnerne kun et halv år efter sidste valg.

Inuit Ataqatigiit vil nu gå i tænkeboks omkring at stille et muligt mistillidsvotum mod Kim Kielsen, når Inatsisartut åbner på onsdag.