Demokraterne: Torskekvote udtryk for populisme

Når naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse, har fastlagt en torskekvote, der er dobbelt så stor som biologernes anbefalinger, handler det ikke om arbejdspladser, som han selv ellers siger, men om populisme. Det mener demokraternes næstformand, Randi Vestergaard Evaldsen.
Randi Vestergaard Evaldsen Foto © : KNR
16. juli 2015 13:30

- Det er beklageligt, at man igen bruger de populistiske træk. I stedet for at tænke på de langsigtede planer kigger man på den kortsigtede, sådan så man pleaser måske sin egen omgangskreds, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

I går kritiserede Demokraternes ungdom Karl-Kristian Kruse for at sætte en kvote, der er dobbelt så stor som biologernes anbefalinger.

Ungdomsafdelingen mener nemlig ikke, at naalakkersuisoq for fiskeri følger koalitionsaftalen, hvori der står, at fiskeripolitikken skal være baseret på en bæredygtig udnyttelse, samt at der skal være et ligevægtigt samspil mellem biologer og fiskerne, specielt når der fastsættes kvoter.

Læs også Ungdomsparti: Kruse glemmer ungdommen

Kritikken bliver nu gentaget af partiets næstformand og politiske ordfører, Randi Vestergaard Evaldsen, som dog insisterer på, at koalitionen, som hendes parti er en del af, ikke er i fare.

- Jeg vil ikke sige, at vores koalition er i fare. Men jeg ønsker blot, at der er mere samarbejde og mere orientering mellem Naalakkersuisut og så de forskellige udvalg der er, sådan så der er et sammenspil og ingen misforståelser i sådan nogle her sager for eksempel, lyder det fra Randi Vestergaard Evaldsen.

Læs også Steen Lynge: Kvoteforhøjelse vil blot skabe flere problemer i fremtiden

Men den kritik affærdiges af Karl-Kristian Kruse.

For selvom han mener, at det kun er naturligt, at koalitionspartnere kritiserer, når de er utilfredse, så insisterer han på, at den satte torskekvote ikke er til fare for torskebestanden, og at han ikke bryder koalitionsaftalen. Derudover vil kvoteforhøjelsen sikre, at der er arbejde til flere, siger han.

- Det er forkert, når man siger, at jeg ikke følger koalitionsaftalen. I koalitionsaftalen står der jo klart, at kvoterne bliver fastsat med samspil mellem forskerenes viden og fiskernes viden, siger naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse, og fortsætter.

- De ekstra kvoter vil også være godt for fiskerne, men vil også komme arbejdspladserne og eksporten til gavn. Vi har hævet kvoterne, fordi samfundet skal have godt af, at torsken er kommet til vort land. Det ville være utroligt, hvis der ikke bliver gjort noget fra Naalakkersuisuts side, siger naalakkersuisoq for fiskeri Karl-Kristian Kruse.