Demokraatit trækker sig efter fadæse om 40 forsvundne millioner
Opdateret med kommentarer fra borgmester Stine Egede klokken 13.50.
Demokraatit vil ikke længere arbejde sammen med Inuit Ataqatigiit i Kommune Kujalleq, og derfor sidder IA nu alene i kommunalbestyrelsen med det absolut mindst mulige flertal.
Det sker efter en fadæse om, at 40 millioner skattekroner er forsvundet ud af kommunekassen.
- Demokraatit kan ikke ignorere de begivenheder, der har fundet sted i kommunen. Ansvar skal tages, men det ønsker Inuit Ataqatigiit ikke, lyder det fra Demokraatit i en pressemeddelelse.
- Vi mener fra Demokraatit, at det er vigtigt at følge loven, og da det ikke er tilfældet, vil vi gå ud af samarbejdet, slår Margrethe Thårup Andersen fra partiet fast.
Hvor er skattepengene?
Tilbage i april opdagede Økonomiudvalget, at kommunen ikke havde betalt A-skat til Selvstyret i tre måneder. Det svarer til cirka 40 millioner kroner. Plus tre millioner kroner i renter.
Så kommunens økonomi sejler, og det har fået Demokraatit til at kræve en redegørelse for, hvor de 40 millioner er forsvundet hen, når de ikke er endt i landskassen. For de er ikke kommet borgerne tilbage til borgerne.
Ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i torsdags
IA og Demokraatit har arbejdet sammen i Sydgrønland siden 2023. Sammen sad de på et solidt flertal på 11 i kommunalbestyrelsen, der tæller 15 i alt. Men med Demokraatits farvel til IA som samarbejdspartner, har IA nu et flertal på otte – og det er det mindst mulige flertal overhovedet.
- Vi havde en politisk målsætning om økonomisk styring, der var ansvarlig og korrekt. Desværre overholdes disse ord ikke længere af vores nuværende borgmester! Derfor har Demokraterne mistet tilliden til borgmesteren og kommunaldirektøren i Kommune Kujalleq, lyder det nu fra Demokraatit.
Der var ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i torsdags. Da krævede Demokraatit, at borgmester Stine Egede (IA) skulle gå af og stillede mistillid til hende. Men et flertal i kommunalbestyrelsen stemte imod, og Stine Egede er stadig borgmester.
- Det er ærgerligt, at Demokraatit trækker sig, men det er deres beslutning, og jeg regner ikke med, at det vil have indflydelse på vores arbejde eller på udvalgets arbejde, siger borgmesteren til KNR.
Hun fortæller, at de arbejder på at betale de 40 millioner kroner tilbage. Derfor har kommunalbestyrelsen vedtaget at hæve kassekreditten til 100 millioner kroner, så pengene kan betales tilbage hurtigst muligt.
- Jeg kan ikke svare på, hvornår de vil være tilbagebetalt, men jeg håber, det bliver før næste kommunalvalg.