De hjemløse vil ikke være usynlige

De hjemløse i Nuuk besluttede at gøre Kommuneqarfik Sermersooq opmærksom på netop de hjemløse i byen, op til kommunalvalget d. 2. april.
Skrevet af Jette Andersen
20. marts 2013 18:45

 

De valgte at demonstrere for at vise, at de hjemløse ikke længere tolererer at blive set ned på og desuden mener det er tid for kommunen at udvide hjemløsestedet i hovedstaden.

- Vi demonstrerede fordi vi vil have et større sted og fordi vi vil have ændret befolkningens syn på os hjemløse, siger Viiveeraq Efraimsen.

Hjemløsestedet i Nuuk, der ejes af kommunen, består af tre separate lejligheder, hvor to af dem udelukkende bliver brugt til overnattende gæster. Den tredje lejlighed er byens varmestue for hjemløse, Cafe Kialaaq, der om aftenen bliver brugt til overnattende gæster.

Cafeen bliver i gennemsnit benyttet af 30-40 hjemløse om dagen og hjemløsestedet kan i alt have 26 overnattende gæster.

Og selvom leder af stedet Rosannguaq Berthelsen, ikke har tal på det, så kan hun oplyse at medarbejderne tit og ofte bliver nødt til at afvise folk, der kommer for at søge læ og varme for natten.

Demonstrationen i mandags begyndte udenfor varmestuen kl. 14, hvor omkring 100 mennesker sammen gik til Kommuneqarfik Sermersooq.

Og Viiveeraq Efraimsen, der har stået uden tag over hovedet siden august sidste år, fortæller at de hjemløse føler de blev hørt af kommunen.

- Der blev sagt, at man vil gøre noget fra kommunens side og at de vil arbejde for at ændre befolkningens syn på hjemløse, fortæller hun.

Selv har Viiveeraq Efraimsen hørt gentagne gange, at det ikke er til at holde ud at se på de hjemløse. Og for hende gør det ondt, at høre sådan noget.

- Vi er alle medmennesker, vi er alle ens. Bare fordi vi ikke har et hjem, betyder det ikke, at der skal ses ned på os.

Kommuneqarfik Sermersooq har ingen eksakte tal på hvor mange hjemløse, der er i Nuuk, men de kan oplyse, at der er omkring 60 på venteliste til en socialbolig.