De har defineret grønlandsk musik siden 70'erne. Nu bliver de hyldet med koncert

Det mest definerende og ikoniske grønlandske band fra 70'erne blev til ved et tilfælde. I aften hyldes de med koncert i Nuuk i anledning af mere end et halvt århundrede som band.
51 år er gået, siden Sume udgav deres første plade. I aften hyldes de med en udsolgt koncert i Katuaq i Nuuk. Foto © : Illeq / KNR
05. april 2024 14:23

Klassikkere som "Inuit Nunaat", "Persersumi" og "Qaallorimmi Illinersiorata" samt alle de andre velkendte Sume-numre kommer til at strømme ud af højttalerne i aften, når det gamle 70'er band er samlet igen.

Genforeningen sker i kulturhuset Katuaq i Nuuk, hvor der afholdes hyldestkoncert til det definerende band.

Hvem er Sume?

Bandet består af blandet andet guitarrist og sanger Malik Høegh, sanger og guitarist Per Berthelsen og trommeslager Hans Fleischer.

Deres første plade blev udgivet i 1973, og bandet er kendt for at synge kritiske sange om blandt andet kolonimagten Danmark.

Bandet gik i opløsning i 1977, men fandt sammen igen i 1994 og har været samlet igen sporadisk siden.

Men faktisk var det absolut ikke planlagt, at bandet skulle blive landets mest ikoniske band. Det hele startede nemlig med en tilfældig jamaften mellem bandmedlemmerne Per Berthelsen og Malik Høegh. Jamaftner og koncerter med de to guitarister varede ved i to år, inden de blev spurgt, om de ville indspille en plade.

- Da spurgte jeg Malik, om vi skulle lave et band, fordi folk nok ville blive trætte af bare os to, fortalte Per Berthelsen i Illeq på KNR TV i aftes, da tre ud af fem bandmedlemmer gæstede talkshowet forud for hyldestkoncerten i aften.

- Og i den spæde start havde vi så få numre, at vi forlængede dem ved at jamme undervejs og så sluttede dem, som vi skulle, fortalte Per Berthelsen i Illeq.

Per Berthelsen var det bandmedlem, der såede tanken om et band. Foto © : Illeq / KNR

Audition i en trappeopgang

Efter tilbuddet om at indspille en plade, var der ikke langt fra tanke til handling, og et band kom hurtigt op at stå med det tredje medlem, Hans Flesicher.

Han blev optaget i bandet efter en lidt anderledes audition, fortalte han i gårsdagens talkshow.

- Jeg blev ringet op af Malik, som jeg kendte lidt fra kollegielivet i Nuuk. Han spurgte, om jeg ville komme til audition i København. Jeg var meget nervøs, men det viste sig, at Malik og Per holdte fest og havde stillet trommerne ude i opgangen.

- Jeg spillede de få numre, jeg kunne, og bagefter sagde de ' det er okay, du er nu med i Sume', fortalte han.

Bandet er gennem tiden blevet kaldt det grønlandske svar på The Beatles. Foto © : Illeq / KNR

Og så tog det fart. Bandet udkom med deres første album "Sumut" i 1973 og har gennem tiden været toneangivende indenfor grønlandsk rockmusik med deres kritiske røst overfor blandt andet Danmark. 

Pladen fra 1973 blev et kæmpe hit i befolkningen, og senere blev det til en stribe udgivelser, inden bandet gik i opløsning i 1977. De genopstod dog igen i 1994 og har spillet sporadisk siden. Og deres velkendte musik er gået i arv.

Musikken griber unge som ældre, høj som lav, og er blevet en del af landets selvforståelse og befolkningens identitet, har anmeldelserne lydt gennem tiden. 

- Jeg er glad og stolt over, at vi har været med til at styrke vores grønlandske identitet, fortalte Per Berthelsen i Illeq.

Helt udsolgt

At bandets musik rammer bredt, vidner tilslutningen til aftenens hyldestkoncert også om. Der har været udsolgt siden 22. marts, og det er ikke muligt at købe biletter i døren.

Alle billetter er revet væk. I alt kommer det ikoniske band til at opleve 1.000 mennesker, der synger med på deres velkendte numre, mens andre musikere fortolker deres sange. 

Selvom det er en hyldest, kommer bandet også selv på scenen og spiller. Hvilke numre, der bliver spillet af originalerne selv, løftede bandet ikke sløret for. Hvor mange numre bandet selv spiller, er også en hemmelighed.

- Vi har øvet en del med gæstemusikerne, og jeg har lyttet til vores musik sammen med Malik Høegh, så det går fremad med at øve til aftenens koncert.

- Jeg har ikke spillet i seks år, så jeg er meget spændt, fortalte Hans Fleischer.

Og øvningen har været hård, fortæller Per Berthelsen.

- De er blevet hårde her de sidste par aftener, men når jeg tænker tilbage, er jeg taknemmelig for alle de oplevelser, vi har haft gennem tiden.

- Jeg tror, at arrangementet bliver en smuk oplevelse. Den sidste tid har gjort mig glad og yngre, sagde Per Berthelsen til sidst.