Dansk regeringsgrundlag bliver præsenteret i dag
Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr, Lars Løkke Rasmussen og Martin Lidegaard vil tirsdag klokken 16 lokal tid præsentere regeringsgrundlaget for den nye regering i Danmark.
Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Mette Frederiksen kunne mandag aften fortælle kong Frederik, at hun kunne danne en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.
Regeringsgrundlaget bliver præsenteret ti uger efter folketingsvalget, og regeringsforhandlingerne var dermed rekordlange.
Selve regeringen og dens ministre præsenteres onsdag.
Fast står det dog, at Mette Frederiksen kommer til at fortsætte som statsminister. Det har hun været siden 2019.
Mandag aften blev Mette Frederiksen fragtet fra Marienborg, statsministerens embedsbolig i Kongens Lyngby, til Odense, hvor kongeparret opholdt sig på kongeskibet "Dannebrog".
- Jeg har meddelt, at der kan dannes en regering efter lange forhandlinger, sagde Mette Frederiksen til pressen efter besøget hos kong Frederik.
- Det er et regeringsgrundlag, der er godt for de mennesker, der er i Danmark, de generationer, der kommer til - og også for dyrene, tilføjede hun.
Støtte fra Enhedslisten
I en pressemeddelelse fra kongehuset blev det mandag aften oplyst, at den nye regering støttes af et flertal i Folketinget. Men der stod ikke, hvem der udgør det parlamentariske grundlag.
Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale har tilsammen 82 mandater.
For at undgå at have et flertal imod sig har partierne derfor brug for støtte fra eksempelvis Enhedslistens 11 mandater.
Ifølge Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, så er Enhedslisten parlamentarisk grundlag for den nye regering.
- Vi vil være et frit og uafhængigt parlamentarisk grundlag, som også vil kunne stemme imod ting, vi er uenige i. Men den overordnede retning er vi enige i, og vi har fået markante politiske aftryk, siger Hvelplund tirsdag morgen til P4 Nordjylland.
Også Alternativet har været med i regeringsforhandlingerne til det sidste og ventes at være en del af regeringens parlamentariske grundlag. Partiet har fem mandater.
De rekordlange regeringsforhandlinger bød på i alt tre kongerunder. Undervejs nåede Venstres formand, Troels Lund Poulsen, at være kongelig undersøger i to uger, men en VLAK-regering var der ikke nok opbakning til.
/ritzau/