Danske regeringsforhandlinger er fortsat i gang: Her er de grønlandske ønsker

IA's Naaja H. Nathanielsen og Naleraqs Qarsoq Høegh-Dam havde en række ønsker med til regeringsforhandlinger i dag.
Naaja H. Nathanielsen (tv.) var til forhandlinger på en onlineforbindelse fra Nuuk, mens Qarsoq Høegh-Dam (th.) var en tur på Marienborg. Foto © : KNR/Henriette Simonsen/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
28. maj 2026 17:22

De danske regeringsforhandlinger er fortsat i gang - nu med Mette Frederiksen som kongelig undersøger igen.

Torsdag eftermiddag var de nordatlantiske mandater kaldt ind til forhandlinger.

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen tog mødet over en onlineforbindelse fra Nuuk, mens Naleraqs Qarsog Høegh-Dam var en tur forbi Marienborg, hvor forhandlingerne foregår.

Han melder om et godt møde.

- Vi er meget trygge ved i hvert fald at kunne pege på Mette (Frederiksen, red.) som statsminister, men forhandlingerne er selvfølgelig stadig i gang, siger Qarsoq Høegh-Dam.

Naaja H. Nathanielsen fortæller også, at hun havde et godt møde med en meget åben dialog og god tone:

- Det var informativt på begge sider, men vi er ikke helt i mål i forhold til de ønsker, vi har, siger hun. 

Ansvarsområder og rettigheder

Naleraq er gået til dagens forhandlinger med krav om, at de danske ansvarsområder i Grønland skal have et markant løft.

- De skal op til standard i den igangværende valgperiode. Vi gider ikke vente på næste valg. 

Danmark har i dag ansvaret for omkring 30 områder i Grønland.

Samtidig kræver Naleraq også, at oprindelige folks rettigheder - heriblandt grønlænderes rettigheder - bliver sikret i hele kongeriget.

Naleraq til regeringsforhandlinger. Til venstre i midten sidder Qarsoq Høegh-Dam over for kongelige undersøger Mette Frederiksen. Foto © : Naleraq

Inuit Atagatigiit kommer ikke til at gå til forhandlingerne med ultimative krav, fortæller Naaja H. Nathanielsen. De ser i stedet på det, som en samlet pakke. 

- Vi har været ret klare omkring, at vi godt kunne tænke os en form for reform af kongeriget, siger Naaja H. Nathanielsen og fortsætter: 

- Men der har også været meget konkrete krav og ønsker på velfærdsområdet, rammeaftalen og i forhold til kritisk infrastruktur.

Ønsker ændring af grundloven

Naaja H. Nathanielsen gik til folketingsvalg på at ændre den nuværende konstruktion, hvor Grønland og Færøerne hver har to mandater i Folketinget.

I stedet ønsker hun at styrke Grønlands selvstændige stemme, og det kræver ifølge hende ændringer i både grundloven og selvstyreloven.

Derfor ønsker Naaja H. Nathanielsen blandt andet, at der skal nedsættes en grundlovskommission.

Spørger man Qarsoq Høegh-Dam, er det dog ikke et krav Naleraq bakker op om. 

- Hvad den danske grundlov siger, er vi rimelig ligeglad med, lyder det.

Han tilføjer, at partiet til gengæld gerne vil debattere det grønlandske forfatningsudkast. 

Den kongelige undersøger Mette Frederiksen forhandler lige nu om at danne en mindretalsregering med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre i regering med Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag.

Hvis det bliver sådan en konstellation, betyder det, at regeringen er tvunget til at forhandle med andre partier fra sag til sag for at sikre et flertal.

Qarsoq Høegh-Dam, hvordan vil I bruge sådan et scenarie?

- Vores filosofi er, at vi ikke blander os i indenrigsanliggender, hvis det ikke omhandler det grønlandske folk eller udenrigspolitik. Vi kan roligt være parlamentarisk pragmatisk bagland, men så har vi nogle krav, der skal følges, siger han.

Uanset hvilken regering, Danmark får, understreger Naaja H. Nathanielsen, at hun forventer, at en dansk regering vil prioritere Grønland.

- Jeg har brug for, at en dansk regering anerkender vores situation. At de ser behovet for investeringer, ser på de mørke kapitler, der har været i vores historie, og en masse uafklaret sager, om for eksempel de juridisk faderløse, de bortadopterede og godtgørelse til ofrene efter antikonceptionssagen og så videre, siger hun.