Dansk mand er ikke smittet med coronavirus

En dansk mand, der tirsdag er blevet testet for coronavirus, er ikke smittet med virusset.
Manden, der tirsdag blev indlagt i islolation på Aarhus Universitetshospital, har ikke den frygtede coronavirus, oplyser Statens Serum Institut. Foto © : Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. januar 2020 07:31

Det viser en prøve fra Statens Serum Institut, oplyser Sundhedsstyrelsen i Danmark.

Manden blev indlagt på Aarhus Universitetshospital i højisolation tirsdag med mistanke om coronavirus. Det var dog ikke tilfældet.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut: Sandsynlighed for corona-virus i Grønland er lille

- Mistanken er her til aften blevet afkræftet ved en prøve fra luftvejene, der blev undersøgt på Statens Serum Institut, oplyste Sundhedsstyrelsen i Danmark sent tirsdag.

Tilfældet ændrer ikke på, at risikoen for spredning af virusset i Danmark er lav.

Smitte med coronavirus mistænkes kun, hvis en person har en akut, alvorlig, nedre luftvejsinfektion med feber, oplyser Statens Serum Institut.

LÆS OGSÅ Landslægeembedet om virus: Der er lagt planer

Samtidig skal man have opholdt sig i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen 14 dage, før symptomerne melder sig, eller inden for de seneste 14 dage have haft kontakt med en person, som er mistænkt for eller har fået infektionen.

Herhjemme har Landslægeembede oplyst, at faren for corona-virussen skulle komme til landet, er meget lille - men at beredskabet står klar, hvis det mod forventning bliver tilfældet.