Lufthavnsbyggeri: Dansk frygt for kinesisk selskab

Udsigten til, at et statsejet, kinesisk selskab kan komme til at stå for byggeriet af tre nye lufthavne, får nu kritik fra andre selskaber i udbudsrunden.
Foto © : KNR
22. april 2018 18:27

Det skriver Finans.dk.

Hos de danske selskaber Munck Gruppen og Per Aarsleff A/S, som også er prækvalificerede til lufthavnsbyggeriet, kritiserer man konkurrencen mod det kinesiske selskab China Communications Construction Company (CCCC).

LÆS OGSÅ Seks selskaber kan byde på byggerier

Adm. direktør hos Per Aarsleff, Ebbe M. Iversen , siger:

- Vi er betænkelige ved, hvorvidt vi kommer til at konkurrere på lige vilkår. Vi har set eksempler i bl.a. Afrika, hvor der ikke har været lige vilkår.

I alt har Selvstyret prækvalificeret seks selskaber til at byde på lufthavnsprojektet, som har en samlet værdi på 3,6 mia. kroner.

LÆS OGSÅ Danmark har ikke blandet sig i kinesisk bud på lufthavne

Mens Grønland selv er ansvarlig for lufthavne, har den danske stat ansvaret for udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Udenrigsminister Anders Samuelsen har meddelt, at regeringen er tilbageholdende i debatten om lufthavnsprojektet, så længe der er valgkamp i Grønland.

Men hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, vil næstformand Søren Espersen have bremset det kinesiske selskab, CCCC.

- Få det standset nu, fremfor den ydmygelse, at amerikanerne forlanger, at det stoppes, siger han til Finans.dk.

LÆS OGSÅ Ny analyse af lufthavne er lagt frem