Medie: Danmarks Radio opretter fast kontor i Nuuk
I forbindelse med en rokade og mindre udvidelse af DR's hold af udenlandskorrespondenter, vil det danske public servicemedie "fortsætte tilstedeværelsen i Grønland".
Det oplyser DR's udlandsredaktør, Niels Svale, til fagbladet Journalisten.
- Vi har kunnet se, hvor mange vigtige og væsentlige historier, der er kommet ud af det, og hvor interessant og vigtigt et stofområde Grønland og rigsfællesskabet er. Det har været logisk for os fortsat at følge udviklingen og fortsætte med at være til stede der, siger Niels Kvale til mediet.
I begyndelsen af januar i år besluttede DR at have en fast Grønlands-korrespondent bosiddende i Nuuk til at dække valget til Inatsisartut og andre i historier fra og om Grønland.
- Det er en klokkeklar public service-opgave at sikre, at Grønland på et tidspunkt som dette også dækkes fra Grønland og ikke kun Danmark eller Washington D.C, lød det dengang fra Kirsten Marie Svendsen, der siden er blevet konstitueret nyhedsdirektør i DR.
Og det ser altså ud til, at DR ønsker at fortsætte med at dække, hvad der sker her i landet. Helt konkret betyder det, at der vil blive oprettet et fast DR-kontor i Nuuk, hvor DR's journalister på skift vil kunne arbejde fra, skriver fagbladet.
Hvor ofte DR vil sende journalister til Grønland, og hvornår kontoret vil åbne, fremgår ikke af artiklen.