To russiske diplomater bliver udvist efter angrebet på den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter i byen Salisbury i Storbritannien.
De skal være ude af Danmark inden for en uge. Det fortæller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på et pressemøde mandag eftermiddag.
- Det er et spørgsmål om at sende et meget klart signal om, at det her er helt uacceptabelt, siger Anders Samuelsen.
Han kalder beslutningen "helt ekstraordinær" i lyset af, at Danmark kun én gang tidligere har udvist en russisk diplomat.
Denne gang er det desuden første gang, at en hændelse uden for Danmarks grænser udløser udvisningen.
Selv om det fortsat ikke er helt klart, hvem der står bag angrebet på den tidligere spion, føler Samuelsen og den danske regering sig overbevist om, at russerne står bag.
Det skyldes blandt andet, at der ved angrebet blev brugt nervegiften Novichok, som er udviklet i Rusland.
- Storbritannien har, støttet af USA, konkluderet, at det højst sandsynligt er Rusland, der står bag angrebet, siger Samuelsen.
Han vil ikke uddybe præcis hvilke diplomater, det drejer sig om, ligesom han heller ikke ønsker at fortælle, hvorvidt der er tale om højtstående russiske udsendinge.