I dag har USA en radar på Pituffik (fotoet). Det er muligt, at Grønland i fremtiden skal lægge fjeld til flere amerikanske radarer.

Danmark og USA: Flere amerikanske radarer kan være på vej i Grønland

USA arbejder på at opsætte flere kystradarer i Grønland. Et eksperthold er i øjeblikket ved at undersøge mulige placeringer.

Grønland, Danmark og USA er i dialog om muligheden for at opsætte flere amerikanske radarer langs Grønlands kyster.

Det oplyser blandt andet den amerikanske ambassade i København til KNR. 

Ambassaden påpeger, at de tre landes regeringer ønsker at øge sikkerheden og undersøge muligheden for mere 'tilstedeværelse' i Grønland. 

- Som en del af denne indsats har Forsvarsministeriet (i USA, red.) tilbudt sin ekspertise til Danmark og Grønland for at undersøge potentielle kystradarplaceringer, skriver en talsperson fra den amerikanske ambassade i København i en mail til KNR.

USAs militære tilstedeværelse i Grønland

Siden 1953 har amerikansk forsvar kunnet bruge Pituffik, hvor der bl.a. er placeret en radar til at overvåge luftrummet over Nordgrønland.

Pituffik er i dag det eneste område i Grønland, som USAs forsvar kan bruge i det omfang, som de ønsker uden tilladelse fra Kongeriget Danmark.

I 2018 meddelte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at USA ønsker at investere i infrastruktur i Grønland, som kan komme både militær og grønlandske befolkning til gavn.

I slutningen af april skrev netmediet Altinget Arktis, at USA har fokus på at sætte NATO-radarer op i Grønland. Historien var baseret på en anonym talsperson fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

KNR har henvendt sig til Forsvarsministeriet i København for at få be- eller afkræftet den nyhed.

I en mail, som KNR modtog dagen før svaret fra den amerikanske ambassade i København, skriver Forsvarsministeriet:

”Der er en løbende dialog mellem Danmark, Grønland og USA om USA´s tilstedeværelse i Grønland, blandt andet om udmøntning af hensigtserklæringen fra 2018 om amerikanske investeringer i infrastruktur i Grønland, herunder radarer."

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange og hvilke typer radarer det drejer sig om.

KNR har heller ikke kunnet få svar på, hvad radarerne specifikt skal bruges til.

Muligvis flere amerikanske militærområder i Grønland

USA har i dag Pituffik som amerikansk forsvarsområde i Grønland. Her har amerikanerne i vid udstrækning lov til at gøre, som de ønsker militært.

I København ønsker Forsvarsministeriet ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, hvor der muligvis skal sættes radarer op.

For nyligt skrev Berlingske, at USA ønsker at investerer milliarder i at opgradere udstyr på Pituffik. En oplysning, som hverken Naalakkersuisut eller Folketinget er blevet orienteret om, skriver avisen.

LÆS OGSÅ USA vil investere milliarder i Pituffik

Melding om et fælles samarbejde mellem USA og Danmark-Grønland om flere radarer står dog i kontrast til et svar, som forsvarsminister Morten Bødskov (S) gav under et interview 10. maj. Det var, da aftalen om den såkaldte Arktiske Kapacitetspakke blev underskrevet i København. 

Her blev ministeren spurgt af KNR: 

- Altinget Arktis skrev for nyligt, at man fra amerikansk side ønsker en eller flere radarer opsat i Grønland. Er der udsigt til det, og er kapacitetspakken en invitation til, at USA også kan komme ind og bidrage?

Og svaret fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) lød:

- Jeg har godt læst det. Det er ikke noget, vi har været involveret i.

I 2018 meddelte USA, at landet ønsker at kaste penge efter grønlandsk infrastruktur, som kan have både et militært og civilt formål.

Det blev dengang forventet, at det ville dreje sig om de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, som den danske stat på det tidspunkt købte sig ind i.

Men USA har ikke investeret i de civile lufthavne. I stedet er fokus nu på anden infrastruktur. 



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl