Danmark laver strategi for udsatte grønlændere

Indsatsen for udsatte grønlændere i Danmark skal være mere målrettet. Det skal en samlet national strategi sikre.
Skrevet af Martine Lind Krebs
16. november 2011 07:23

Strategien er et resultat af det satspuljeforlig, som netop er indgået på Christiansborg.

- Strategien kommer til at pege på, hvad det er, vi skal lave på det her område. Er det lappeløsninger, eller skal vi være mere visionære? Og den skal laves i samarbejde med Grønland og de eksperter, der er på det grønlandske område, siger formanden for Socialudvalget Özlem Cekic.

Strategien skal munde ud i nogle nye initiativer for udsatte grønlændere i Danmark og der vil også følge midler med, siger hun.

- Når vi laver en national strategi i forhold til grønlændere i Danmark, så betyder det helt konkret, at vi skal sætte midler af udover dem, der er sat af i dag, fordi de initiativer skal finansieres. Ellers giver det ikke mening.

Strategien skal udarbejdes i forbindelse med forhandlingerne om satspuljen for 2013.