Danmark forbedrer eksamensresultat i menneskerettigheder

Danmark har accepteret yderligere 20 anbefalinger til forbedring af menneskerettighederne.
Skrevet af Martine Lind Krebs
20. juni 2014 07:58

I 2011 var Danmark til eksamen i menneskerettigheder i FN. Fra de andre FN-lande lød der i alt 133 anbefalinger til, hvordan Danmark kan forbedre menneskerettighederne i landet.

Danmark fik en løftet pegefinger

I første omgang blev der fra dansk side sagt ja 84 gange og nej 49 gange, men efter i en ny midtvejsrapportering bliver der sagt ja til 20 punkter mere og 9 ekstra bliver taget op til overvejelse. Kun 16 af anbefalingerne får et klart nej. Det er dog ikke varsling om nye tiltag - først og fremmest henviser Danmark til initiativer, som allerede er sat i søen.

Danmark siger ja 84 gange

Flere af anbefalingerne går på forhold i Grønland. Blandt andet har Rigsfællesskabet forpligtet sig til at sætte ind over for vold i de grønlandske hjem. Og man er i færd med at undersøge om Grønland og Færøerne skal indbefattes af konventionerne om børneprostitution og trafficking.

Blandt de nye accepterede anbefalinger er blandt andet en opfrodring fra Sydkorea om a gøre mere for at beskytte minoriteter og oprindelige folk fra diskrimination.

Desuden har Danmark accepteret en anbefaling fra Schweitz om at undersøge CIA's mulige fangetransporter i grønlandsk luftrum. Det skete i 2012 med rapporten fra DIIS, lyder svaret.

Alle lande i FN eksamineres i menneskerettigheder hvert 4. år. Det var Danmarks første eksamen, den såkaldte Universelle Periodiske Bedømmelse - Universal Periodic Review (UPR). Den næste finder sted i 2016. Forud planlægger den danske regering at holde en række åbne høringer for at få borgernes input til, hvor menneskerettighederne halter bagefter i Danmark.