Danmark fik en løftet pegefinger

Sæt en stopper for vold i hjemmet i Grønland. Og undersøg konsekvenserne af CIA-flyvningerne. Sådan lød nogle af anbefalingerne fra FN’s menneskerettighedsråd, da Danmark i starten af måneden var til eksamen i menneskerettigheder.
Skrevet af Martine Lind Krebs
18. maj 2011 15:01

Ved en tre timer lang eksamen blev Danmark den 2. maj hørt i landets menneskerettigheder. Og selv om Danmark generelt opfattes som en af de pæne drenge i klassen, når det gælder menneskerettigheder, så var der alligevel en del ømme punkter.

I alt 133 anbefalinger blev det til fra 47 forskellige lande i Menneskerettighedsrådet.

Blandt andet opfordrede Schweiz Danmark til at vurdere, hvilke konsekvenser CIA’s ulovlige flyvninger i dansk og grønlandsk luftrum har haft. Polen og Spanien opfordrede til, at der sættes ind over for vold i de grønlandske hjem. Og Ecuador vil have Grønland til at ratificere to konventioner om børneprostitution og trafficking.

Danmark fik også mange løftede pegefingre, som ikke vedrører Grønland. Flere lande pegede på behandlingen af asylansøgere og indvandrere. Korea opfordrede Danmark til at beskytte oprindelige folk og sikre deres adgang til offentlige faciliteter.

Normalt har lande 2 dage til at svare ja eller nej til anbefalingerne. Hvis der svares ja, vil Danmark ved næste eksamen blive stillet til ansvar for at leve op til løftet. Men Danmark har udsat svaret.

- Efter at have set anbefalingerne, var det klart, at der var behov for mere tid til at overveje de enkelte anbefalinger, siger Allan Rahbøl Jacobsen, der er chef menneskerettighedskontoret i Udenrigsministeriet,til Jyllands-Posten.

Det er her det danske svar skal koordineres i samarbejde med flere ministerier samt Grønland og Færøerne. Svaret skal ligge klar senest til FN’s menneskerettighedsråds møde til september.

Alle lande i FN eksamineres i menneskerettigheder hvert 4. år. Det var Danmarks første eksamen, den næste finder sted i 2015.