Danmark dropper nej'et

Danmark er vendt på en tallerken og støtter nu et britisk forslag i Den Internationale Hvalfangstkommission - IWC - som i denne uge holder årsmøde på den engelske kanalø Jersey. Forslaget skal ifølge briterne "gøre rent" i IWC, og blandt andet bekæmpe påstået korruption i hvalfangstorganisationen.
Skrevet af Karsten Sommer
13. juli 2011 05:25

Men den danske hvalkommissær på Jersey-mødet, Ole Samsing, har dog ikke meget tilovers for forslaget.

- Det er i småtingsafdelingen. En masse tekniske ting. Og en masse mudderkastning. Briterne anklager blandt andet hvalfangstnationen Japan for at købe sig til støtte blandt de fattige ulande, som er medlemmer af IWC.

Men påstandene er ikke blevet bevist. Heller ikke af briterne, understreger Ole Samsing.

Oprindelig havde Danmark derfor besluttet, som det eneste af EU´s 27 lande, at stemme nej til forslaget. Men efter at englænderne har lavet nogle småjusteringer i teksten, har Danmark accepteret det, og dermed står et samlet EU bag.

Holdningsskiftet kan skyldes at den danske regering har været under pres.

I forvejen balancerer Danmark i IWC mellem venner og fjender af hvalfangst,  på grund af sin tilknytning til Grønland og Færøerne, og i sidste uge skrev WWF Verdensnaturfonden så et brev til udenrigsminister Lene Espersen, for at få Danmark til at droppe sig nej, og i stedet støtte briternes forslag.

- Forslaget er nødvendigt for, at IWC kan leve op til grundlæggende internationale standarder for samarbejde, mener Verdensnaturfondens Gitte Seeberg.