Medie: Danmark aflyser køb af droner til Arktis

Forsvarsministeriet har aflyst et køb af to langtrækkende droner til brug i Arktis, skriver Altinget Arktis.
Forsvarsministeriet har aflyst et udbud om indkøb af langdistancedroner til overvågning af Arktis. Billedet herover er af dronetypen Global Hawk RQ-4D, som Danmark i forvejen har indkøb sammen med andre NATO-lande. Det er ikke en af dronerne i det omtalte udbud. Foto © : Tim Søgaard/FKO-KOM
08. maj 2023 10:44

Ifølge Altinget Arktis har Forsvarsministeriet haft kig på droner fra to israelske og en amerikansk producent som led i et udbud.

Men alle producenter har nu fået meddelelse om, at udbuddet er annulleret som følge af økonomiske årsager, oplyser Forsvarsministeriet til Altinget Arktis.

Det skyldes, at dronerne efter ønske fra Forsvaret også skal kunne indhente signaler ud over at kunne overvåge. Det vil gøre det muligt at leve op til et krav fra NATO til dansk forsvar.

Men det sprænger et beløb på 750 millioner kroner, som er afsat til indkøb af to langtrækkende droner.

Den danske regering afsatte i 2021 i alt 1,5 milliarder kroner til en såkaldt Arktisk Kapacitetspakke, som skal styrke Forsvaret i Arktis.