Daniel-sag er stadig uopklaret

Efter 15 måneder er forløbet omkring dødsfaldet af den danske-grønlandske Daniel, der døde på åben gade i København, stadig uopklaret. Politiet begrunder ventetiden med travlhed.
Amagerbro Torv i København Foto © : Flickr/Michael Tyznik
12. januar 2016 04:50

Efter mere end et år mangler Københavns Politi stadig at få klarlagt, hvad der skete, da den 32-årige dansk-grønlandske Daniel mistede livet midt på åben gade i København 6. oktober 2014.

Ifølge advokaturchef hos Københavns Politi, Dorit Borgaard, har politiet i slutningen af oktober 2015 - mere end et år efter episoden - bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om en udtalelse.

Udtalelsen skal fastslå, om der er sket en lovovertrædelse i arbejdet hos det sundhedsfaglige personale eller i kommunikationen mellem sundhedsfaglige personer, oplyser advokaturchefen.

Men Styrelsen for Patientsikkerhed har nu bedt politiet om yderligere oplysninger, før man kan komme med en udtalelse.

Det ventes, at det tager 2-3 uger, før oplysningerne kan videregives. Herefter skal styrelsen så udarbejde en udtalelse, hvorefter Københavns Politi kan gå videre med sagen.

Læs også Daniel-sagen: Politi i tvist om lydfiler

Læs også Direktør: Tegn på 'etnisk hierarki' i Daniel-sagen

Terror har forsinket efterforskning

Daniel-sagen vakte opsigt, fordi både politi og ambulance var mere end en halv time om at komme til Amagerbro Torv, hvor den hjemløse Daniel faldt om ved højlys dag.

Det skete, selv om flere forbipasserende ringede til politiets vagttelefon 114 og til Alarmcentralen efter hjælp - og hvor spørgsmålet en af gangene lød på, om manden var grønlænder?

Et spørgsmål, som var irrelevant, har politikommissær Peter Dahl fra Københavns Politi senere erkendt over for KNR.

Hos Københavns Politi beklager man den en lange sagsbehandling og begrunder det med “ekstraordinær travlhed på grund af terrorsagen fra februar 2015 og flere andre, større sager i politikredsen.”

Læs også Kritik af dansk alarmcentral efter hjemløs grønlænders død

Læs også Københavns Politi erkender løgn om alarm-samtale