Dagens coronatal: 67 nye smittede

Alle rejsende og familier, som modtager rejsende, opfordres til at blive i en “boble” og så vidt muligt undgå kontakt til større grupper, meddeler Landslægeembedet.
I alt er der nu 373 smittede i hele landet. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Christine Hyldal
23. december 2021 12:58

I løbet af det sidste døgn er der registreret 67 nye smittede i hele landet: Én i Sisimiut, 15 i Aasiaat og 51 i Nuuk. 

Det meddeler Landslægeembedet, der kalder smittetallet i Aasiaat for ”en betydelig udvikling”.

I alt er der nu 373 smittede i hele landet - og dermed bliver antallet af aktivt smittede ved med at være rekordhøjt for Grønland. 

Antallet af nye smittede har varieret mellem 20 og op til 83 om dagen i hele december. 

Siden i går er der kontateret fundet fire smittede, som alle har rejst med GL779 fra Kastrup til Kangerlussuaq. De er blevet testet i Nuuk, og de havde alle symptomer, meddeler Landslægeembedet. 

Opfordrer til boble

Flyene GL551 og GL227 fra Kangerlussuaq har også haft smittede med. Yderligere en smittet i Nuuk fløj 18.december fra Kastrup til Kangerlussuaq og videre til Nuuk med GL1543.

- Disse fund viser meget klart, at der er stor sandsynlighed for at indrejsende har smitte med sig, selv om de er testet før afrejse. Alle rejsende og familier, som modtager rejsende, opfordres til at blive i en “boble” og så vidt muligt undgå kontakt til større grupper, meddeler Landslægeembedet på nun.gl.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

- Herved kan en meget omfattende smittespredning i løbet af meget kort tid måske undgås.

Også i går sendte Landslægeembedet en opfordring ud i forhold til juleforsamlinger: Alle bør begrænse deres nærkontakter til så få som muligt, især hvis de har besøgende fra andre byer, bygder eller udlandet, lød det da. 

Begrænset med gæster på plejehjem

I Nuuk har plejehjemmet lagt loft på, hvor mange der må være på besøg hos beboerne på én gang: Fra i dag og til og med 2. januar må der max være tre gæster ad gangen på besøg hos de ældre. Og der er ingen undtagelser for det.

Det gælder for alle besøgende i alle aldersgrupper, også en beboers nærmeste familie, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Det er endnu ikke klart, om Omikron-varianten er nået til Grønland. Men den omfattende smitte blandt indrejsende tyder på det, oplyser Landslægeembedet på nun.gl.

Analyserne af coronavarinater kan kun laves i Danmark, og derfor er der betydelig forsinkelse på svar.