D: Politikere skal tjene hel storkommune

I dag er det antallet af stemmer, der suverænt afgør, hvilke kandidater som bliver valgt til landets kommunalbestyrelser; og det bør der ifølge koalitionspartiet ikke laves om på.
Skrevet af Mads Ullerup
16. marts 2012 08:46

Demokraterne vender sig derfor skarpt mod et forslag, Naalakkersuisut har i sendt høring, som sigter mod at reservere et antal pladser i kommunalbestyrelserne til repræsentanter fra de gamle bykommuner.

- Det bør være sådan, at alle borgere skal kunne stemme på de samme partier og personer, og når optællingen er slut, skal kommunalbestyrelsen bestå af de kandidater, der har fået flest stemmer fra de enkelte partier. Det betragter vi som det demokratisk mest korrekte, lyder det fra politisk ordfører, Anda Uldum.

Naalakkersuisut vil med deres forslag ellers forsøge at forstærke nærdemokratiet ved at sikre, at der er repræsentanter med fra de tidligere mindre kommuner, som i dag er blevet slået sammen til de fire storkommuner.

Men det forslag bakker Demokraterne altså ikke op om.

- Een-kredssystemet tjener til at minde de folkevalgte politikere om, at de ikke er repræsentanter for en bestemt by eller bygd, men derimod en repræsentant, der skal tjene hele kommunens interesser, siger den politiske ordfører.