Døde lomvier havde fugleinfluenza

De selvdøde lomvier, der i 2014 blev fundet i Sydgrønland, døde af sult. Samtidig var de smittede med fugleinfluenza. Sådan lyder dommen fra DTU Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet og Grønlands Naturinstitut, der i samarbejde har undersøgt en stikprøve på 45 lomvier fra 2014.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. september 2016 16:08
Versionist Mads Lynge

Undersøgelserne viste klart, at fuglene døde af sult, men konstaterede også det første tilfælde af fugleinfluenza blandt lomvier i Grønland, fortæller Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.

Undersøgelserne viste en såkaldt lavpatogen virus i flere af de undersøgte lomvier. Men forskerne på Grønlands Naturinstitut og DTU ser ingen grund til at slå alarm af den grund.

Læs også Naturinstituttet råber vagt i gevær: Totalfredning af lomvien i ti år

At virus er lavpatogent betyder, at det ikke er særligt sygdomsfremkaldende. Og det er ikke ualmindeligt at finde lavpatogen fugleinfluenza i vilde fugle. I Grønland har DTU Veterinærinstituttet tidligere fundet virus i ekskrementer fra gråand, gråmåge og hvidvinget måge.

Forskerne har en teori om, at de selvdøde lomvier i forvejen var pressede i forhold til fødegrundlaget.

- Måske var fuglene i forvejen i dårlig stand og var derfor ikke så modstandsdygtige, da vinterstormene satte ind, understreger seniorforsker Flemming Ravn Merkel fra Grønlands Naturinstitut.

Resultaterne af forskernes undersøgelser blev for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift AVIAN DISEASES.

Læs også Naaja vil have klar besked om lomviesituationen i Sydgrønland