CryoSat: Seks års arbejde spildt

Skrevet af Karsten Sommer
10. oktober 2005 08:34

De store forventninger til satellitten CryoSat, der skulle gøre forskerne klogere på Jordens klimaforandringer, blev i weekenden knust i et område nord for Grønland. Styrtet skete kort efter opsendelsen. Det fortæller Berlingske Tidende i dag.

Opsendelsen skete fra et russisk rumcenter med en ombygget russisk ss19-militærraket, og det russiske firma, der har bygget raketmodellen, har »allerede sendt en undskyldning til de udenlandske firmaer«, hedder det i et telegram fra nyhedsbureauet Interfax.

Jamen, tak for den undskyldning, siger den danske rumfartsvirksomhed Terma ironisk. Virksomheden har leveret tre stjernekameraer til CryoSat, der blandt andet skulle have sikret, at satellitten hele tiden ville vende rigtigt i rummet.

Satellitten skulle i tre år have leveret de hidtil mest nøjagtige målinger af tykkelsen på Jordens havis og iskapper.

Nu fik alle de medvirkende i stedet en lang næse. Det vurderes, at fem til seks års arbejde fra ingeniører og videnskabsfolk er gået tabt. Regningen på 120 millioner euro - eller næsten én mia. kr. - falder tilbage på den europæiske rumfartsorganisation ESA, der står for udgifterne.

»Men finder ESA penge til en CryoSat 2, er vi parate til at være med igen,« siger kommunikationschef i Terma Kasper Rasmussen til Ritzau.