Coronakrisen kan presse de vigtige fiskepriser ned

Fiskeriet er Grønlands vigtigste erhverv. Men coronakrisen vil sandsynligvis gøre indtægterne fra fiskeriet mindre.
Coronakrisen forstyrrer verdensøkonomien, og den vil også forstyrre den grønlandske økonomi. Arkivfoto Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
28. april 2020 05:29

Grønlands økonomi er for afhængig af verdenspriserne på fisk. 

Det er blevet sagt mange gange, for den grønlandske økonomi er i de senere år løftet af gunstige fiskepriser i verden.

Men coronakrisen forstyrrer verdensøkonomien, og den vil også forstyrre den grønlandske økonomi.

Det vurderer Javier Anaut, der er adjunkt ved samfundsvidenskab ved Ilisimatusarfik til KNR.

- Denne krise vil skabe et ”efterspørgselschok", og vi bør være bekymrede over afmatningen i den globale økonomiske aktivitet, skriver han i en mail til KNR. 

Svag global efterspørgsel vil påvirke priserne på vores eksport, hovedsageligt fisk og skaldyrsprodukter. Det vil påvirke de offentlige indtægter, beskæftigelsen og i sidste ende Grønlands bruttonationalprodukt negativt. 

LÆS OGSÅ Coronakrisen får store konsekvenser for Grønlands økonomi

Også Økonomisk Råd udtrykker bekymring over fiskepriserne og coronakrisen.

- Grønlands økonomi rammes anderledes end de fleste andre landes på grund af den særlige struktur. Fiskeriet er det største eksporterhverv, og den største risiko her er et fald i priserne som følge af den globale økonomiske krise, skriver Økonomisk Råd i en rapport om coronakrisens økonomiske konsekvenser. 

Grønland får et bloktilskud fra Danmark hvert år. Det betyder, at landets økonomi er mindre følsom over for ændringer i verdensmarkedet, end andre lande uden et fast indtægtskilde som bloktilskud er. 

LÆS OGSÅ Fiskepriser, folkesundhed og vækst: Her er tre nedslag i Økonomisk Råds rapport

Alligevel har Økonomisk Råd tidligere advaret om, at landskassen er sårbar for fald i fiskepriserne.

I forrige års årsrapport lavede rådet en analyse over, hvor mange penge landskassen vil gå glip af, hvis samtlige fiskepriser skulle falde med 20 procent:

- Der er tale om et markant prisfald, men i historisk perspektiv er scenariet ikke urealistisk.

- Et sådan prisfald vil direkte reducere de offentlige indtægter fra ressourceafgifter, indkomst– og selskabsskabsskatter med godt 230 millioner kroner, skrev rådet i årsrapporten fra 2019. 

Også turistbranchen kan blive ramt hårdt, har Økonomisk Råd vurderet. 

Derudover vil udskydelser eller opgivelser af efterforskningsaktiviteter af olie og råstoffer få stor betydning for Naalakkersuisuts arbejde for flere indtægtskilder end fiskeriet, skriver rådet.