Coronakrisen får store konsekvenser for Grønlands økonomi

Nedlukningen af Grønland slider på økonomien, lyder det i en ny rapport fra Økonomisk Råd. Eksperterne har opstillet to scenarier for, hvor store konsekvenserne kan blive.
Formand i Økonomisk Råd, Torben M. Andersen, ser særligt udfordringer inden for servicesektoren og turismen. (Arkivfoto). Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
22. april 2020 11:59

Coronakrisen rammer Grønland på pengepungen. Og den risikerer at ramme hårdt.

Forbud mod at samles mange mennesker, lukkede spisesteder og butikker gør, at kunderne bliver væk og påvirker den økonomiske aktivitet.

Det har allerede sat sine spor i service- og transportsektoren, hvor eksempelvis Air Greenland i en længere periode har holdt sine fly på jorden.

Turistsektoren og andre erhverv er også ramte. Og alt efter hvor længe landet er om at genåbne, kan det have langvarige konsekvenser.

Det er nogle af overskrifterne i en ny rapport fra Økonomisk Råd.

Hvad er BNP?
Bruttonationalproduktet, der ofte forkortes til BNP, er en måde at opgøre værdien af den samlede arbejdsindsats i et land.

Det er den samlede værdi af landets produktion i løbet af et kvartal eller et år, fratrukket udgiften til råvarer og hjælpemidler til produktion i samme periode.

På den måde kan man se, om eksempelvis den grønlandske økonomi vokser eller bliver mindre. 

Kilde: Nationalbanken.dk, e-conomic.

Det er stadig svært at sige, hvordan coronakrisen præcis vil påvirke økonomien. Derfor arbejder rådet med to forskellige scenarier for, hvordan det kommer til at se ud i år og næste år.

LÆS OGSÅ 150 virksomheder har fået svar på ansøgning om hjælpepakke

I det ene scenarie står Grønland overfor en vækst på minus syv procent bruttonationalprodukt, BNP, i år. Den seneste opgørelse over Grønlands BNP er fra 2017, og her lå BNP på 15.309 millioner kroner. 

- Hvis du havde ringet for et halvt år siden, og sagt at den grønlandske økonomi kunne opleve så stor en nedgang, så ville jeg have haft svært ved at se det for mig, siger Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og formand i Økonomisk Råd, til KNR.

- Nogle af de lande i OECD, der var hårdest ramt af finanskrisen i 2008, heriblandt Danmark, oplevede fald på fem procent BNP på et år.

OECD er en organisation for økonomisk samarbejde og udvikling i de vestlige lande.

De to scenarier

I det første scenarie, som Økonomisk Råd har opstillet, er der tale om en kort nedlukning af uddannelser og udvalgte arbejdspladser. Her gælder reglerne om særlig afstand og samling af få mennesker.

I det scenarie bliver der, som det er nu, åbnet gradvist op efter påske. Reglerne lempes lidt efter lidt frem mod midten af året, og så vender samfundet tilbage til normale tilstande mod udgangen af 2020.

Væksten i BNP bliver minus tre procent for året som helhed. 

LÆS OGSÅ Nuuk Taxi: Naalakkersuisut straffer de mindre erhvervsdrivende

I det andet scenarie er nedlukningen mere langstrakt, og samfundet kommer først tilbage til normale tilstande i 2021. Faldet i økonomisk aktivitet bliver dybere og mere langvarigt.

Væksten i BNP bliver - i dette scenarie - minus syv procent for året som helhed.

Hvilket af de to scenarier, der er mest sandsynligt ud fra den nuværende situation, kan Torben M. Andersen dog ikke komme nærmere ind på.

- Det er for tidligt at sige, da der er meget usikkerhed forbundet med sådanne analyser. Om pilen kommer til at pege mod det lette eller det voldsomme, ved vi endnu ikke nok om, lyder det fra økonomiprofessoren.

Et økonomisk dilemma

Indtil videre er 11 personer blevet konstateret smittet med coronavirus. De er alle meldt raske, men der er stadig risiko for en ny smittebølge. Det risikerer at sætte sundhedsvæsenet under et massivt pres, påpeger Økonomisk Råd.

Ifølge rådet er det derfor svært at tillade at eksempelvis turister rejser ind i Grønland, før situationen er under kontrol i andre lande. Det kan få stor økonomisk betydning, forklarer Torben M. Andersen:

-  Dilemmaet er, at sundhedsvæsenet ikke er presset lige nu. Det er positivt, men det er ikke lykkedes i andre lande, så hvis man lukker for hurtigt op, så risikerer man ny smitte, og så skal man til at lukke ned igen.

- Det vil gøre ondt endnu værre for mange af de påvirkede erhverv. Turistsektoren står lige nu uden turister, og i andre brancher har man brug for både at få folk op til Grønland og sende ansatte ud i verden, siger han.

Derfor er det yderest vigtigt med økonomiske hjælpepakker til de mest udsatte erhverv, står der i rapporten.