Coronakrise: Vognmand i hovedstaden har mistet over halvdelen af sin omsætning

Det er ikke kun butikkerne, turistbranchen og restauranter, der er blevet ramt af coronakrisen. Vognmænd er også hårdt ramt.
- Så forsvandt rigtig mange af turene næsten lige med det samme. Frygten for smitten spredte sig også igennem chaufførerne. Så mange af mine chauffører stoppede med det samme, siger Henrik Thomsen.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
16. april 2020 12:14

I midten af marts annoncerede Naalakkersuisuts formand, Kim Kielsen, at det første tilfælde af coronavirus var konstateret i Nuuk.

Efterfølgende lukkede hovedstaden så at sige ned, og det gik hårdt ud over erhvervslivet. Det gælder også taxabranchen.

- Det mærkede vi lige præcis på minuttet, da det blev meldt ud, siger Janus Ejgaard, der er direktør for Nuuk Taxi.

Normalt er der 68 vogne, der er aktive i Nuuk Taxi, men under coronakrisen har selskabet reduceret antallet med ti vogne.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Han oplyser, at omsætningen den faldt med 26 procent, da byen lukkede ned.

- Og I takt med, at der blev lukket mere af, altså at man lukkede butikker, arbejdspladser, institutioner, skoler, og da alkoholen og værtshusene også blev lukket, faldt omsætningen mere og mere, siger han.

Omsætningen for Nuuk Taxi er på 11 dage faldet med 60 procent.

Foto © : DR/Screendump
Billedet viser Henrik Thomsen i sin taxa og er et screendump, han selv har taget fra DR.

Det kan Henrik Thomsen, der er vognmand i Nuuk Taxi, nikke genkende til:

- Så forsvandt rigtig mange af turene næsten lige med det samme. Frygten for smitten spredte sig også igennem chaufførerne. Så mange af mine chauffører stoppede med det samme, siger han.

Det betyder, at i slutningen af marts kørte fire ud af hans ti chauffører. Og kun tre ud af seks biler var i gang.

- En taxa, der holder stille, er bare ren udgifter, påpeger Henrik Thomsen.

Vognmandens forretning er påvirket, både fordi der er færre kunder i biksen, men også fordi flere af chaufførerne har valgt at holde sig hjemme.

Dropper en vogn og ansøge til hjælpepakken

På et tidspunkt hørte vognmanden så, at Naalakkersuisut havde oprettet en hjælpepakke til private erhvervsdrivende.

- Så tænker jeg: Taxabranchen er en privat erhverv. Vi er et serviceerhverv, vi kører mennesker frem og tilbage.

LÆS OGSÅ Hjælpepakke i corona-krise: Halv milliard til erhvervslivet

Men han fik afslag på den ansøgning, han havde sendt.

Begrundelsen var ifølge Henrik Thomsen selv, at hans omsætning i marts ikke er faldet nok, hvis man sammenligner med samme periode sidste år og med december, januar og februar i år.

For at få støtte fra hjælpepakken skal den blandt andet være faldet med 30 procent.

Men en væsentlig forskel er ifølge Henrik Thomsen, at han sidste år havde tre vogne, og i år råder han over seks vogne normalt.

- Det er lidt underligt, at de tænker på den måde. Og jeg håber, at de indser det, og at de lige skal tænke sig om og hjælper dem, der er hårdt ramt af coronafrygten, siger han.

Kan ikke kommentere enkelte sager

Det er Greenland Business, der behandler ansøgninger til hjælpepakken. Her vurderer man ansøgningerne løbende.

I et skriftligt svar til KNR understreger Christian Wennecke, der er direktør i Greenland Business, at organisationen ikke kan kommentere på enkeltsager og tilføjer:

- Vi følger de konkrete kriterier, vi har fået udstukket af Naalakkersuisut, desuden så giver vi noget mere opmærksomhed til ansøgninger fra større virksomheder, da de som regel også er mere komplekse.