Corona stopper politikeres støtteoptog til Great Greenland

Som protest mod en underskriftindsamling, der vil boykotte Great Greenland, ville kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq støtte Great Greenland ved at forevige sig selv ved koncernen iført sælskind. Men så kom corona.
Borgmester i Kommune Kujalleq, IA's Stine Egede (3. fra højre) henvendte sig til Great Greenland, fordi en enig kommunalbestyrelse gerne ville vise deres støtte til koncernen i Qaqortoq. Foto © : Kommune Kujalleq
Skrevet af Bibi Nathansen
23. februar 2022 12:25

De sidste par uger har billeder skabt af den danske designer Jim Lyngvild, der viser grønlandske modeller i sælskind, skabt virvar og voldsom debat både herhjemme og i udlandet. 

I kølvandet på debatten er der lavet en digital underskriftsindsamling, der vil boykotte Great Greenland. 

LÆS OGSÅ Fangerorganisation blander sig nu også i billed-ballade

Og dét faldt kommunalbestyrelsen for brystet.

Ifølge viceborgmester Naja Lund fra Inuit Ataqatigiit vil en enig kommunalbestyrelse i Kommune Kujalleq protestere mod underskriftindsamlingen ved at gå ned til Great Greenlands virksomhed på havnen i Qaqortoq og få taget billeder, hvor de lokalpolitikere har tøj på i sælskind. 

Det ville de gøre for at vise Great Greenland deres uforbeholdne støtte.

- Great Greenland tog godt imod henvendelsen, og det var meningen, at vi skulle derhen klokken 10 i formiddag, siger Naja Lund til KNR.

Støtteoptoget blev dog stoppet af en verdensberømt virus.

- Desværre går jeg igennem lige nu, hvad mange andre har været igennem. I går aftes fandt jeg ud af, at jeg var blevet smittet med corona, og derfor blev vi nødt til at aflyse for at undgå, at resten af kommunalbestyrelsen også skulle blive smittet, siger hun.

LÆS OGSÅ Fotoserie vækker harme: Jim Lyngvild overvejer at droppe udstilling i Ilulissat

Derfor er der ikke noget støtteoptog i dag. Men Naja Lund oplyser, at kommunalbestyrelsen vil holde et virtuelt møde på Teams i stedet for. Støtten til Great Greenland er dog ikke forduftet.

- Jeg håber, så vidt der ikke er smitte blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne, at vi kan vise Great Greenland vores støtte i nærmeste fremtid, siger viceborgmesteren.

Underskriftindsamlingen ligger på change.org, og i skrivende stund har godt 1700 mennesker underskrevet.