Corona: En er smittet i Ilulissat

Vedkommende arbejder på lufthavnsbyggeriet, oplyser landslægen.
Den smittede kom til Grønland 19. maj. Vedkommende havde ingen symptomer - men havde alligevel coronavirus i kroppen. Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
27. maj 2020 13:17

En ny coronasmittet er blevet fundet.

Denne gang er det i Ilulissat, siger landslæge Henrik L. Hansen på dagens pressemøde:

- Vedkommende er blevet testet, som vedkommende skulle, fem dage efter ankomst, og den test var så positiv. Vedkommende var testet negativ før sin afrejse, fuldstændig som reglerne foreskriver, siger han.

Ifølge landslægen arbejder den smittede på lufthavnsbyggeriet i Ilulissat.

- Det er således en situation, vi må forvente opstår, efterhånden som der kommer flere og flere indrejsende. Vedkommende har det godt og er kommet i hjemmeisolation, siger Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Landslægen om ny coronasmittet: Det giver ingen mening at lukke Aasiaat ned

- Vi er nu i fuld gang med smitteopsoring. Det foregår i samarbejde med politiet, hvor vi finder personer, som har været i konkakt med den smittede. Vi og sikrer, at de også kommer i hjemmekarantæne, siger landslægen.

Ifølge formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, vil dagens nye smittetilfælde ikke få konsekvenser for den genåbning, som Grønland skal lave fra 15. juni. 

- Alle rejsende, som kommer hertil skal i hjemmekarantæne, indtil de er testet negative for coronavirus. Alle rejsende skal være opmærksomme på symptomerne, tilføjer landslægen. 

Den smittede kom til Grønland 19. maj og blev testet igen 25. maj. Vedkommende havde ingen symptomer - men havde alligevel coronavirus i kroppen.

LÆS OGSÅ En ny smittet med coronavirus i Aasiaat

- Det er uhyre usandsynligt i den her sag, at vedkommende har smittet på rejsetidspunktet. Men vedkommende udgør en smitterisiko nu, siger landslæge Henrik L. Hansen på pressemødet. 

På kysten kan der nemt gå to døgn, fra testen er taget, til at man har resultatet. Derfor arbejder Landslægeembet på at få lavet testmuligheder på kysten. 

Der er gået 11 uger uden nye coronasmittede i Grønland. Men en søndags blev en person dokumenteret smittet i Aasiaat.

Vedkommende har været i Danmark, hvor han var syg med covid-19. To gange blev han testet negativ inden afrejsen til Grønland i torsdags sidste uge - men da han blev testet igen her i landet, var prøven positiv.

Den smittede og familien er i isolation derhjemme, og ifølge landslægen vurderes smitterisikoen til at være meget lav.