Valg i USA 2016 Clinton og Trump fragter folk til stemmeurnerne

Valgdagen handler mest af alt om at få vælgerne til at møde op i stemmeboksen, fortæller USA-kender.
Foto © : commons.wikimedia.org
Skrevet af Ritzau
08. november 2016 09:33
Versionist Simon Uldum -

Slutspurten er sat ind i den amerikanske valgkamp.

Den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, har længe været mest populær i meningsmålingerne, men valget er ikke vundet alene af den grund.

Det fortæller Mette Nøhr Claushøj, der er ekstern lektor på Københavns Universitet.

- Det er jo under to tredjedele af amerikanerne, der stemmer ved valg, siger hun.

- Så selv om man fører i meningsmålinger, så dur det jo ikke noget, hvis ingen gider gå hen til stemmeposten.

Frygten for sofavælgerne har fået begge partier til at arbejde hårdt for at få folk til valgstederne.

De tilbyder endda at transportere deres vælgere til og fra stemmeboksen, siger USA-kender Anders Agner Pedersen, der er redaktør på kongressen.com.

Han fortæller, at den demokratiske lejr modsat Republikanernes Donald Trump har haft stor succes med det såkaldte early voting, hvor vælgerne sætter deres kryds før selve valgdagen.

- Vi kan se på de tal, der kommer ud nu, at netop early voting stiller Clinton rigtig stærkt i de stater (vigtige svingstater red.), siger han.

- Der er valgdagen så der, hvor Trump og republikanernes side skal gøre alt, hvad de kan for at få vælgerne til at møde frem.

/ritzau/