Chile snupper VM-billet for næsen af Grønland

Der var spænding til det sidste, da det grønlandske håndboldlandshold søndag tabte snævert mod Chile 39-36 i bronzekampen ved de panamerikanske mesterskaber. Dermed kommer Grønland ikke med til VM.
Skrevet af Jonas Fievé
24. juni 2018 16:52

Grønland og Chile spillede altså lige op i den vigtige bronzekamp, som skulle afgøre, hvem af de to som kan indløse en billet til verdensmesterskaberne næste år.

Flere gode redninger af den grønlandske målvogter Isak Olsen sikrede, at de chilenske spillere ikke fik mulighed for kaste bolden i netmaskerne langt flere gang.

En række angrebsfejl var dog skyld i, at det grønlandske landshold ikke fik udnyttet de spildte chilenske chancer til at bringe Grønland i front.

LÆS OGSÅ Stort nederlag til Grønland i semifinalen

En lige kamp

I første halvleg fulgtes de to mandskaber ad, og Grønland og Chile skiftedes således til at tage føringen i den hæsblæsende kamp.

Med omkring fire minutter tilbage af den første periode lykkedes det de grønlandske håndboldherrer at bringe sig i front med en to-måls føring, men det holdt kun i ganske få minutter, da Chile med to hurtige mål kunne udligne til 16-16, som også var stillingen ved pausen.

LÆS OGSÅ Grønland sikkert i Pan Am semifinale

Frikast i sidste sekund

Anden halvleg blev startet med en hurtig grønlandsk scoring, som blev fulgt op af en lige så hurtig chilensk udligning, men efter syv minutter kunne Chile dog bringe sig foran med to mål.

Men efter en hurtig udligning spillede de to hold igen lige op, men det var dog Chile, som havde føringen det meste af tiden, og Minik Dahl Høegh og company halsede efter for at udligne efter hver chilensk scoring.

På et frikast i det sidste sekund af den ordinære spilletid udlignede Minik Dahl Høegh, som dermed sendte bronzekampen ud i forlænget spilletid.

I de første fem minutter af den forlængede spilletid bragte Chile sig dog foran med tre mål, og den føring kunne de grønlandske herrer ikke indhente, og kampen endte dermed 36-39 til Chile.