Grønland sikkert i Pan Am semifinale

Grønland storsejrede 32 - 20 over Canada på Nationaldagen, og hjemmeholdet er dermed sikkert videre til lørdagens semifinaler i de Panamerikanske Mesterskaber.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
21. juni 2018 21:53
Versionist Connie Fontain

Anfører Minik Dahl Høegh havde på forhånd advaret om, at Canada har vist en stigende formkurve turneringen igennem og derfor kunne blive et svært hold at slå.

Men et selvsikkert grønlandsk landshold sørgede for, at Canada aldrig rigtig fik fodfæste i Nationaldagens håndboldbrag i Inussivik hallen i Nuuk.

Stille og roligt øgede det grønlandske hold sin føring fra begyndelsen af kampen, og efter første halvleg kunne hjemmeholdet gå til pausen med en komfortabel seks måls føring.

Tæt på VM-plads

Efter pausen løb et sprudlende hjemmehold fra canadierne, og efter 15 minutters spil i anden halvleg førte Grønland med ti mål. En føring som holdet stille og roligt forsvarede og endda udbyggede frem til slutstillingen 32 -20.

Dermed slutter Grønland sikkert på anden pladsen i sin gruppe og skal i lørdagens semifinale møde vinderen af gruppe A - Argentina.

Med semifinalepladsen ligger holdet til at placere sig flot i de Panamerikanske Mesterskaber. Hvis landsholdet slutter i top tre, så indfrier de et af de helt store mål - nemlig at blive kvalificeret til verdensmesterskaberne i januar 2019, som skal spilles i Danmark og Tyskland

2019 World Men's Handball Championship

LÆS OGSÅ Anfører optimistisk før Canada-kamp