Chefredaktør: Sjældent at store danske partier skændes om Grønland

At en statsminister nægter at svare Folketinget på spørgsmål om emner, der for eksempel angår Grønland, hører til sjældenhederne, medgiver historiker og ansvarshavende chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard. Men der er dog fortilfælde:
Skrevet af Mads Lynge
07. februar 2013 18:48

Det er der ikke så tit, men der skete faktisk noget tilsvarende i 2007. Hvor der var nogle spørgsmål til den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen omkring dyrevelfærd i Grønland, og der svarede Anders Fogh Rasmussen også, at det var spørgsmål, som hørte under de grønlandske myndigheder, og derfor ikke noget han kunne besvare, siger Politikens ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard.

Han mener dog, det er endnu mere sjældent, at de store danske partier skændes om Grønland.

- Det er første gang, i hvert tilfælde i nyere tid, at de store politiske partier i Folketinget ikke er enige om spørgsmål i forbindelse med Rigsfællesskabet. Så det er jo i sig selv en ny situation, siger Politikens ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard.

Men handler balladen om, at Danmark og Grønland befinder sig i en hel ny position over for hinanden, altså historisk set?

- Det tror jeg godt man kan sige i den forstand, at vi er i en situation nu, hvor det jo i høj grad er op til Grønland og Danmark at finde ud af hvor tæt vi vil samarbejde om udnyttelsen af de muligheder, der ligger i fremtiden i Grønland i forbindelse med råvarer og udnyttelsen af naturressourcer, mener altså Bo Lidegaard.

I løbet af foråret forventes det at Folketinget skal tage stilling regeringens lovforslag om en ændring i udlændingelovgivningen, der skal bane vej for importen af udenlandsk arbejdskraft til storskalaprojekterne. Venstre er et af de partier, der stadig ikke har meldt ud, hvorvidt de vil stemme for eller imod. Hvad tror Bo Lidegaard det ender med?

- Jeg tror det ender med, at Folketinget vil vedtage de bestemmelser omkring udlændinge og indrejse, som Folketinget har kompetence til, som Folketinget skal stemme om, siger han.

Men også derefter vil debatten om Grønland og Danmarks relation til hinanden uden tvivl gå videre - og det er også vigtigt, mener Bo Lidegaard:

- Men samtidig håber jeg, at hele denne debat også bliver anledning til, at både opinionen i Grønland og opinionen i Danmark vågner op til at leve i en ny tid, og at vi må finde måder at samarbejde på, som er til gavn for både Grønlands økonomiske- og sociale udvikling og for Danmark. Og det tror jeg er en diskussion vi vil se vinde i styrke og i intensitet i den kommende tid, siger Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard.