Chef i Socialstyrelsen om Ivaaraq sagen: Det er først og fremmest vores ansvar
- Det er et kæmpe svigt. Det er det. Men vi skal vide, hvor vi skal placere det svigt. Og der afventer vi politiets rapport og afsluttende arbejde.
Sådan siger styrelseschef i Socialstyrelsen, Helene Berthelsen, torsdag, da hun får en kort pause til at snakke med KNR.
Hun sad ellers i møde med personalet og ledelsen på Ivaaraq hele dagen. Sammen med afdelingscheferne for handicapområdet og en chefpsykolog er hun rejst til Qaqortoq.
Grunden til hendes besøg i Qaqortoq er sagen, hvor en 23-årig multihandicappet kvinde for en uge siden fødte en dreng – uden at nogen vidste, at hun var gravid.
LÆS OGSÅ Multihandicappet fødte pludselig i fredags - nu er døgninstitution meldt til politiet
Politiet i Qaqortoq bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om seksuelt misbrug på Ivaaraq. Distriktschef Søren Hansen vil dog ikke udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt, da der foregår en efterforskning.
Hvor ligger ansvaret for sagen?
- Først og fremmest er det vores ansvar, at sådan noget ikke må ske. Altså, når vi har fået politirapporten, og vi har det grundlæggende fundament for at agerer, så agerer vi derefter. Vi er fuldstændig bevidste om, hvor vores ansvar ligger, siger Helene Berthelsen.
Møde på Ivaaraq
Torsdag holdt Helene Berthelsen møde med personalet og ledelsen på Ivaaraq, og det var sparsomt, hvad hun kunne sige om mødet.
- Det, jeg kan sige, er, at vi er gået ind med en omfattende psykologhjælp og supervision i forhold til de oplevelser, de har været igennem, og den situation de sidder i, siger hun.
Hun fortæller, at de kommer til at gøre det samme med forældrene til beboerne på Ivaaraq.
Socialstyrelsen har nemlig tilbudt at betale for, at samtlige forældre kan rejse til Qaqortoq.
Helene Berthelsen forklarer videre, at hun sammen med personalet på Ivaaraq har kigget på, hvorvidt de har fulgt personalehåndbogen i forhold til deres daglige gøremål. Og ifølge hende, så har de det.
Derfor ser hun umiddelbart ikke, at personalet på Ivaaraq har svigtet.
- Men politiet har hele sagen, hvor vi forventer et svar fra dem, som vi skal forholde os til. Da det er sådan en alvorlig sag, så skal vi både værne om vores ansatte, plus det der er sket, samt forældrene, siger Helene Berthelsen.
Det videre forløb
Når det kommer til det videre forløb i sagen, afventer Socialstyrelsen resultatet af politiets efterforskning. Herefter vil de i tæt samarbejde med Kommune Kujalleq og institutionen finde ud af, hvad det næste skridt er.
- Det hele er en samlet pakke, som vi skal have kigget på, og derfra skal vi nok handle.
- Det er ikke fordi, vi ikke handler nu, men når vi har fået resultatet af efterforskningen, så forholder vi os til det igen, siger Helene Berthelsen.
I forhold til eventuelle konsekvenser for ledelsen på Ivaaraq siger hun, at det afhænger af, hvad politiets undersøgelse viser.
- Grønlands Politi har modtaget en anmeldelse om seksuelt overgreb på Ivaaraq, og de efterforsker sagen. Torsdag 8. september oplyste de til KNR, at der ingen anholdte eller sigtede er i sagen på nuværende tidspunkt.
- Naalakkersuisoq for børn, unge, familier og sundhed, Mimi Karlsen (IA) sagde 5. september til KNR, at hun har iværksat en landsdækkende undersøgelse om forholdene i landets døgninstitutioner på baggrund af sagen på Ivaaraq.
- Både Tilioq og Rådet for Menneskerettigheder har været ude med skarp kritik af sagen, som Rådet for Menneskerettigheder kalder for et brud på menneskerettighederne.